Helligtrekongers Kirke i Vallensbæk

I februar 2009 blev jeg af menighedsrådet i Vallensbæk og af Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum opfordret til at udarbejde et forslag til udsmykning med tekster af byens nye kirke, Helligtrekongers Kirke, som skulle tegnes af Peder Elgaard fra Erik Møller Arkitekter og opføres umiddelbart overfor Vallensbæks gamle middelalderkirke.

Jeg mener, at man skal skelne mellem Ordet og ordene, idet det første er Guds og dermed evigt, mens de sidste er vores og altså relative, midlertidige og fejlbarlige. Derfor gjorde jeg det straks klart, at jeg ikke ønskede at bruge mine egne tekster, men gerne ville komponere en sammenhæng af skriftsteder fra Bibelen, som jeg derfor satte mig ned og begyndte at læse i med henblik på denne opgave. Som man ser, udgør citaterne tilsammen en meningsfuld helhed, som man vil opleve, når man føres gennem kirken fra indgangen til udgangen: Står man foran kirken, er det første skriftsted, man møder, teksten over kirkens indgangsdør ud mod gaden: Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke.Dette udsagn, som er hentet fra Johannes' Åbenbaring, kapitel 3, vers 8, er en invitation til mennesker, som ikke har deres faste gang i kirken: Folk, der tilfældigvis passerer forbi eller kun en sjælden gang kommer i kirken, f.eks. juleaften, til barnedåb, bryllup eller begravelse. Men samtidig kan teksten læses som en opmuntring til den faste menighed, eftersom citatet er hentet fra dét sted i Johannes' Åbenbaring, hvor den trofaste menighed i Filadelfia roses med ordene: ”Jeg kender dine gerninger. Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke; thi vel er din kraft kun liden, men du har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn”.

I den nye bibeloversættelse (1992) lyder teksten: ”Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i...”. Når jeg afgjort synes, at den gamle (1948) oversættelse er flottest, er det for det første på grund af den dramatiske tiltaleform ”Se, jeg har stillet dig foran en åben dør...”, der helt konkret peger på dén situation, at læseren her står foran en helt særlig dør. Men for det andet synes jeg, at det er en stilistisk svaghed i den nye oversættelse, at der står ”lukke” to gange (”lukke op/lukke i”), i stedet for det sprogligt rigere spil på ”åben” og ”lukket”, vi finder i den gamle oversættelse.


Når man så er kommet ind i selve kirkerummet og begynder at gå op igennem midtergangen, vil man opdage, at man går hen over en flise i gulvet, i hvilken følgende tekst fra Prædikerens Bog, kapitel 1, vers 11 er indhugget: Ej mindes de svundne slægter og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen. Ideen til flisen har jeg fået, fordi jeg engang i kirken Santa Maria Maggiore i Rom stod på en flise, som viste sig at være barok-billedhuggeren Berninis grav. Og jeg syntes, at det var så tankevækkende, at Bernini, som har vundet sig et strålende kunstnernavn ved at fylde Rom med pragtfulde og pompøse monumenter, selv ligger begravet under en flad sten, hvorpå hans navn langsomt udviskes, efterhånden som man går hen over den. Min tanke er selvfølgelig, at også teksten på flisen i Helligtrekongers Kirke i Vallensbæk ganske langsomt skal slides, så dette slid i sig selv illustrerer citatets pointe, nemlig, at uden Gud er mennesket fuldstændig overladt til døden og glemslen. Tankegangen dukker op flere steder i Bibelen, f.eks. i Salmernes Bog, salme 103, vers 15-16: ”som græs er menneskets dage, han blomstrer som markens blomster; når et vejr farer hen over ham, er han ej mere, hans sted får ham aldrig at se igen”, eller Prædikerens Bog, kap.2, vers 16: ”den vises minde er lige så lidt evigt som tåbens, fordi alt nu engang glemmes i kommende dage; ak! den vise må dø så godt som tåben”.

I den nye oversættelse tales der imidlertid slet ikke om slægter: ”De tidligere ting huskes ikke, og de fremtidige som vil ske, bliver heller ikke husket af dem, som følger efter”. Til inskriptionen i gulvflisen har jeg derfor igen valgt oversættelsen fra 1948, simpelthen fordi den udtrykker tanken, at alle mennesker bliver glemt: ”Ej mindes de svundne slægter og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen”. En indvending imod at vælge dette skriftsted har været, at det er for dystert, men citatet skal ses som en del af udsmykningens samlede tekstforløb, for man skal huske, at i en kirke, der ikke tør adressere livets tungere sider, forfladiges evangeliets glædelige budskab let til en utroværdig sweettalk fjernt fra vores erfaringer af tilværelsens sammensathed. En anden mulig indvending imod flisen har været nævnt, nemlig at det kunne opfattes som krænkende, at man træder på den hellige tekst. Personligt deler jeg ikke denne bekymring, fordi dét forhold, at inskriptionen langsomt udslettes/utydeliggøres, efterhånden som den slides, jo faktisk bare understreger skriftstedets pointe og dermed for mig at se netop ærer teksten. At der midt i det glatte gulv pludselig ligger en smukt inskriberet flise, vil i sig selv udgøre en dekoration, som naturligvis også har en forbindelse bagud, nemlig til traditionen for at begrave gode borgere under kunstfærdigt udførte fliser i kirkegulvet. Dermed symboliserer stenen i gulvet også den død, man er hjemfalden til uden opstandelseshåbet i Det Nye Testamente, hvor stenen væltes fra graven.


Står man på flisen med den barske gammeltestamentlige tekst, kigger man imidlertid lige op mod alteret, hvor der på denne kirkens mest centrale plads netop citeres fra Det Nye Testamente, som jo i kristendommen overtrumfer det gamle. På væggen ved alteret læser man dette Kristusord fra Johannesevangeliet, kapitel 15, vers 9: Som Faderen har elsket mig, således har jeg også elsket jer. Når dette citat indtager kirkens mest prominente og hellige plads, nemlig pladsen ved alteret, skyldes det, at Kristus ifølge den lutherske lære om realpræsensen rent faktisk er til stede i brødet og vinen og altså i nadveren som en kærlighedshandling skænker os en syndsforladelse, alene Han kan give, fordi Kristus som sandt menneske kender de vilkår, vi lever under, men som sand Gud selv er uden synd. ”Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer”, hedder det i den nye oversættelse, og når jeg nok engang har valgt den gamle, er det fordi, jeg synes, at ordet ’således’ understreger paralleliteten mellem Faderens kærlighed til Sønnen og Sønnens til menneskene. Denne kærlighed er det så, at menigheden i nadverbønnen beder om at få kraft til at besvare: "Giv os vokse i kærligheden, og lad os med alle dine troende blive ét i dig, ligesom du er ét med Faderen.".

Tæt forbundet med denne inskription er så udsmykningen på alteret, nemlig tegnene Alfa og Omega, som placeres således, at Alfa-tegnet ses til venstre og Omega-tegnet til højre for præsten, når denne står midt for alteret. Tegnene er det første henholdsvis det sidste bogstav i det græske alfabet og hentyder til Johannes' Åbenbaring, kapitel 21, vers 6, hvori det hedder, at ”Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden”. Om Alfa og Omega hedder det i opslagsværket Kirke og kristendom (Rosinante 2001), at ”motivet blev tidligt indoptaget i den kristne billedkunst”, og at ”udtrykket anvendes ”billedligt om Jesus og Gud som udtryk for deres almagt”. Men Alfa og Omega har også en forbindelse til forestillingen om, at Kristus altid har eksisteret (altså også før han fødtes som menneske), og i ovennævnte værk tales der om, at ”Kristi præeksistens er det liv før inkarnationen, hvor han ifølge normgivende dogmatik virker som guds skabende ord”. Hermed er vi tilbage ved Ordet, som jo står helt centralt i den danske folkekirke, så sandt lutherdommen er en kult omkring Ordet, og eftersom udsmykningen i Helligtrekongers kirke netop består af skrift, er det heller ikke tilfældigt, at alteret bærer det første og det sidste bogstav i et alfabet. Nemlig det græske - som blev brugt til at skrive Det Nye Testamente.

Når man efter gudstjenesten så vender sig for at gå ud af kirken, vil man ved udgangsdøren kunne læse ordene: I har fået det for intet, giv det for intet, fra Matthæusevangeliet, kap.10, vers 8 (som er enslydende i begge oversættelser bortset fra, at der i den gamle er tilføjet et udråbstegn efter sætningen, hvad der til vores brug ikke er godt, eftersom det vil virke alt for voldsomt på væggen).

Ved sin placering ved udgangen kommer ”I har fået det for intet, giv det for intet” til at handle om overgangen fra kirkerummet til omverdenen, og er naturligvis en formaning til at huske på, at dén tilgivelse, Gud har givet os i nadveren, skal vi give videre til de mennesker, vi møder på vores vej uden for kirken. Altså forlader man kirken med en ærkeluthersk pointe, nemlig, at man hverken kan eller skal gøre sig fortjent til Guds nåde, men at bevidstheden om denne nåde i sig selv medfører en etik.

*

En vigtig del af al faglighed er at kende grænsen for sin kompetence, og jeg har derfor indskrænket mig til at udvælge bibelstederne og komponere den sammenhæng, jeg har beskrevet ovenfor, mens Statens Kunstfond til at stå for skriftstedernes grafiske udformning har udpeget Carl-H.K. Zakrisson, som så har bedt Allan Daastrup om at tegne en helt ny skrift.

Denne skrift er inspireret både af de tidlige, kristne inskriptioner i katakomberne i Rom og af de middelalderlige skrifttyper, man finder bl.a. i den gamle kirke i Vallensbæk. Derved forankres skrifttypen i den nye Helligtrekongers Kirke lokalt, samtidig med at den markerer forbindelsen bagud til urkristendommen. Zakrisson har bevidst fravalgt at arbejde med de klassiske romerske kapitæler (Capitalis Quadrata), der kendes fra f.eks. Trajansøjlen og Forum Romanum, fordi en sådan skrift ville give et alt for monumentalt udtryk, ligesom han heller ikke har ønsket at lægge sig i forlængelse af kirkens nutidige, arkitektoniske udtryk ved at bruge en moderne sans serif-skrift. I stedet har han givet rummets klare enkelhed modspil ved en tydeligvis kalligrafisk skrift, der føjer bogstaverne sammen i et levende ’gitter’ og dermed associerer til Grundtvigs berømte ”levende ord”, ligesom det har været vigtigt for Zakrisson at skabe et billede af ord og former, hvor kirkegængeren kan gå på opdagelse og finde nyt ved hvert besøg i Helligtrekongers Kirke.

*

Det er en stor ære for mig, at menighedsrådet og Statens Kunstfond betroede mig denne opgave, som det har været særdeles inspirerende at udføre, ligesom det har været en fornøjelse at arbejde sammen med arkitekten og grafikerne såvel som med alle fra kirken i Vallensbæk og med medlemmerne af Kunstfondens udvalg for Kunst i det Offentlige Rum. Og jeg glæder mig som et barn til på åbningsdagen at træde ind i den færdige kirke! Kun én ting mere kunne jeg have tænkt mig, nemlig at den nye kirke også skulle have været forsynet med en klokke. Så ville jeg nemlig have foreslået en klokkeindskrift, som jeg faktisk selv har forfattet: ”Hvis der ikke var nogen, som kaldte – hvad skulle jeg så svare?”

Klik her for at læse arkitekt Peder Elgaards beskrivelse af bygningen.

Berninis grav i Santa Maria Maggiore i Rom.