”Arabesker” lyder genre- bestemmelsen på forsiden af Det Skabtes vaklen og ifølge Den Store Danske Encyklopædi er en arabesk et ”stiliseret plante- ornament, udformet som bladslyng, der oftest er symmetrisk opbygget, og som synes at kunne fortsætte i det uendelige”, mens begrebet i litteratur bruges om ”det sprogligt slyngede, fx hvor et billede forklares vha. et nyt billede og så fremdeles.”

Arabeskens forsirede og snirklede form er paradoksalt nok grunden til bogens skrabede omslag. For når forsiden simpelthen består af sorte typer på en baggrund af hvidt papir, skyldes det, at bogens digte – foruden alt det andet de også handler om – i kraft af arabeskformen undersøger hvor langt skriften kan strækkes ved hele tiden at lade sætningerne knopskyde og presse dem til det yderste med indskudte, underordnede og efterhængte sætninger, som atter hægtes sammen i uregerlige kæder.

Arabeskformen, der så småt var begyndt at spille en rolle i Hjemfalden, kulminerer i Det skabtes vaklen. I tiden efter denne bog fik jeg det problem, at hvert eneste digt jeg begyndte på tvangsmæssigt antog arabeskformen, som jeg i Det skabtes vaklen imidlertid havde drevet så langt, at nye digte i dén form endte i en blindgyde.

Da jeg gik i gang med Det værste og det bedste, pålagde jeg mig derfor nogle forbud for at slippe ud af denne styring: Kommaer, tankestreger og mit elskede semikolon måtte kun bruges til opremsninger og til at markere pauser – ikke til at arrangere sætningerne i kinesiske æskesystemer. Og da jeg så havde skrevet det første digt til Det værste og det bedste, der i modsætning til digtene i Det skabtes vaklen bestod af sideordnede opremsninger med indslag af små centrallyriske passager, syntes jeg vældig godt om dets luftige udseende fjernt fra de kompakte arabesker. Jeg talte linjerne: Der var 27, og for at immunisere min nyvundne form imod arabesken kombinerede jeg ovennævnte dogmeregel med en ny, nemlig at hvert digt i bogen skulle bestå af hverken mere eller mindre end 27 linjer, som dog frit kunne fordeles på strofer af varierende størrelse.

Selvom man måske ikke lige lægger mærke til det, dukker arabesken op igen i Rystet spejl som en syntaktisk motor under digtenes tilsyneladende enkelhed - men nu i en udgave, der både er kortere og holdes i kortere snor.