OM FORSIDEN TIL DET VÆRSTE OG DET BEDSTE

City Slang Når jeg fik den idé, at det ville være fantastisk, hvis Ib Spang Olsen havde lyst til at lave tegninger til mit nyskrevne digt om ’Det værste og det bedste’, havde det selvfølgelig noget at gøre med, at ikke blot det værste og det bedste, men også det største og det mindste, myldrer i digtet netop som på hans tegninger. Men samtidig var det, som om jeg ’glippede med øjnene’ og pludselig knivskarpt så hans værk - som for første gang, skønt jeg ligesom næsten alle andre nulevende hertillands har kendt det hele mit liv. Ja, på en måde tror jeg, at Ib Spang Olsens bidrag til dansk kultur igennem intet mindre end 70 år, simpelthen er så stort, at det næsten er blevet usynligt, fordi det nu tages for lige så givet som storm i oktober. Selv skulle jeg altså blive midt i fyrrerne, før det stod mig klart, hvor meget hans værk i virkeligheden altid har betydet for mig, selvom det da kun var naturligt, at det som 25-årig læderjakkebeklædt firserdigter ville have ligget mig fjernt at forbinde min poesi med en kunstner som Ib Spang Olsen. For skønt hans værk dybt nede var en del af bevidstheden, er det jo også vigtigt for en ny digtergeneration at markere sin egen identitet ved at arbejde sammen med jævnaldrende billedkunstnere og dermed i første omgang skille sig ud fra en tradition, som Ib Spang Olsen var forbundet med helt tilbage til fyrrene, hvor han havde sin gang i Unge Kunstneres Klub sammen med folk som Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen og Ester Nagel.

Men nu hvor jeg var blevet gammel og etableret nok til, at jeg uden frygt for min egen identitet kunne arbejde sammen med Ib Spang Olsen var jeg ikke i tvivl om, at hans streg ville være vidunderlig til Det værste og det bedste. Og jeg havde også en meget personlig grund til at ønske netop hans tegninger. Som 16-årig havde jeg nemlig skrevet til Frank Jæger og spurgt, om jeg måtte besøge ham i Helsingør og få dedikationer i mine Frank Jæger-bøger. Det sagde Jæger ja til og forærede mig, hvad der skulle blive hans sidste digt, nemlig langdigtet Hjemkomst, som i den meget smukke, bibliofile udgave fra Selskabet Bogvennerne var forsynet med tegninger af Ib Spang Olsen. Såvel digtet som tegningerne har jeg fortabt mig fascineret i mange gange siden jeg fik bogen i 1973, og da jeg havde skrevet Det værste og det bedste blev det derfor en stor drøm for mig, at Ib Spang Olsen nu skulle tegne til mit digt.

Altså sendte jeg mit digt til ham med en forespørgsel om ledsagende tegninger og fik lidt senere et brev, der nok var anerkendende overfor digtet, men ikke desto mindre mundede ud i den knastørre konklusion: ”Jeg er blevet for gammel til at gå ud og koge for folk”. Desværre forstod jeg godt hvad han mente, nemlig, at han på trods sine mange egne bøger og projekter alligevel havde brugt så stor en del af sit liv på at løse opgaver, andre stillede ham, at han nu som 80-årig udelukkende ville koncentrere sig om dét, der var i han eget hoved. Ikke desto mindre slog hans afslag mig helt ud, fordi jeg i dén grad havde sat mig i hovedet, at Det værste og det bedste skulle fremtræde med lige præcis den stemning, som kun hans streg kan skabe. Jeg gik på biblioteket og i boghandlere for at se, hvad andre tegnere lavede, og jeg var utilfreds med det alt sammen, og dét der var galt med deres udmærkede tegninger var, at det ikke var Ib spang Olsen, som havde lavet dem. For det var netop dén unikke stemning, kun han kunne fremmane, jeg ønskede så brændende. En mørk novemberaften kom jeg så hjem til min lejligheden, og uden at tænde lyset gik jeg ind i stuen og tændte for telefonsvareren, hvis lille røde øje blinkede i mørket: ”Det er Ib Spang Olsen”, lød en stemme, ”jeg har ombestemt mig”. Det var en stor dag!

Bogens format har jeg kopieret direkte fra Ib Spang Olsen og Halfdan Rasmussens rejsebog fra Irland Regnens Harpe, simpelthen fordi denne bog er så umådeligt smuk og skøn at have i hånden.

Læs også Thomsens tale til Ib Spang Olsens 90 års fødselsdag