OM FORSIDEN TIL HJEMFALDEN

I en antikvarboghandlers rodekasse faldt jeg over dette nodeblad fra 1907 og bad billedkunstneren Dorte Dahlin bruge det som forlæg for en tegning til forsiden af Hjemfalden.

Af flere grunde var jeg straks optaget af billedet. For det første fordi det ikke er til at afgøre, om manden er fortvivlet eller koncentreret - eller måske begge dele som i disse linjer fra et af bogens digte: ”et indrammet, sitrende billede af/ utrøstelighed og voldsom koncentration”. Og for det andet fascinerede hans påklædning mig: Manden har formentlig været til en fest og ruger måske over en kærlighedssorg, men normalt vil en sådan person blive fremstillet som sølle, fuld og med krøllet tøj, men her er hans indre uvejr tværtimod indrammet af den yderste ulastelighed fra det velfriserede hår over manchetknapperne og ned til de blanke skosnuder. Denne dobbelthed svarer til digtenes drøm om, at ”gravere klodens kaos i en blank manchetknap og kondensere al stolthed i tåren, netop idet den fældes og fanger alverdens vildeste lys” og den svarer til ønsket om at kunne ”tabe det hele og bære det med sig/ som en usynlig skønhed lagt til ens eneste ansigt./ Indfatte grusomheden i en grøn arabesk og være den værdig...”.

Og læser man En dans på gloser, der er en refleksion over tilblivelsen af Hjemfalden, er det nærliggende at se billedet af manden, der forsøger ’at samle sig’, som svarende til den poetologiske pointe: At den faste form ikke er udtryk for en ængstelig traditionalisme, som skyr al uorden, men omvendt - at jo fastere og mere klart defineret formen er, desto større kaos kan den rumme.

På et andet niveau bliver billedet så også en kritik af klichéen om, at der kun findes to positioner, nemlig borgeren, der fortrænger, og bohemen, som lever alt det ægte ud, for her ser vi en person, der hverken fornægter eller udagerer sit indre, men konfronterer det.

Kigger man nærmere på skrifttypen, der er brugt på bogens forside, vil man se, at bogstaverne er ’uldne’, hvad der er helt bevidst, for denne font er designet som en efterligning af gammeldags blytyper, der efterhånden blev slidte i brug. Valget af denne font er jeg blev kritiseret for af grafiske puritanere, som mener, at den er uægte, hvad den jo virkelig også er, men det er ikke det samme, at den her er falsk. For de medtagne bogstaver korresponderer med bogens kredsen om forgængeligheden, ligesom de også understreger digtenes vedkendte traditionsbevidsthed: Disse digte er nye, men de er skrevet med de samme bogstaver, som så mange tidligere digte. I et af bogens første digte bliver en rose ”lagt som tværbjælke øverst i digtet” for senere i samme digt at dukke op mellem ”regninger, breve og skrivelser”, men nu som en tørret rose. Og på samme måde ses den friske, røde rose på bogens forside, mens den på bagsiden er tømt for farve. Endnu et af Hjemfaldens mange vanitasmotiver, javist – men selvom rosen er død, har den i tørret tilstand fået en form for evigt liv.