Hjemfalden   Hjemfalden

  Hjemfalden  
OM FORSIDEN TIL KØBENHAVEN CON AMORE

Jeg skal ikke kunne sige hvor mange forskellige slags typografier, der i kaotisk overbud er repræsenteret på denne forside. For mens jeg tidligere havde søgt et klassisk og afdæmpet grafisk udtryk, var forsiden til København Con Amore med dens sorte og gule farver bevidst larmende og på kanten af det vulgære, hvad der hænger sammen med bogens hyldest til de mere vildtvoksende og ramponerede sider af København, hvor de kulørte skilte råber i munden på hinanden for at få opmærksomhed. Og selvom den gule farve her er mørkere (og langt smukkere) end discountskiltenes gule, giver sammenstødet mellem gul og sort alligevel associationer til det grafiske bybilledes billige ende.

Bogen er designet af Peter Ravn, og som man ser, har han til forsiden dels været inspireret af cigarpakken Cohiba, dels af et typisk stiltræk fra tegneseriehæfter, nemlig i en cirkel at gøre opmærksom på indhold, der ikke fremgår af resten af forsiden, hvad der giver god mening her, fordi byscenen med s-toget egentlig er atypisk for bogens billeder, der mest viser butiksfacader som netop Bella Grill.

Mens Jokum Rohde har taget billedet af Bella Grill, har jeg taget det store foto, hvad jeg er meget stolt af, for af en amatør som mig var det særdeles krævende at få hele den flotte ”Continental”-gavl med og så knipse, netop som s-toget stak snuden frem, men før det gled hen foran det røde 70er-hus til højre. Billedet er taget i Bregnerødgade ved Nørrebro Station - et af mine absolutte yndlingssteder i København, som jeg i mit indledningsessay til København Con Amore beskriver således:

”Området ved Nørrebro Station får altid blodet til at rulle raskere gennem mine årer, for her forenes hverdagen og eventyret helt eminent. Midt imellem et gennemsaneret Indre Nørrebro, der er blevet det nye Latinerkvarter for unge med fremtiden for sig, og så Nordvestkvarterets trøstesløse parkeringsplads for folk, der er hægtet definitivt af, befinder man sig pludselig et sted, man slet ikke kan overskue: Vildt trafikerede veje krydser hinanden og forgrener sig i alle retninger, piler ind under viadukten og forsvinder mod Bispebjerg, Bellahøj og Frederiksberg, mens et planløst byggeri i alle niveauer og stilarter knopskyder i synsfeltet: Klassiske 1880’er-huse, træbarakker, 70’er-’centre’ af betonelementer, pølsevogne og butikker stukket ind under højbanen. Her ligger gammeldanske beverdinger og forhandlere af arbejdstøj midt imellem russiske slikbutikker og arabiske smykkeimportører; fra Føtex strømmer børnerige pakistanske familier og store, tykke danske piger i pink joggingdragt, rundt om hjørnet ligger Danmarks ældste pornobutik ”6 Art” fra 1963, men står man og mangler en lydpotte til bilen eller en nydelig spadseredragt til sin hustru, klares også dét i kvarteret. Ved Nørrebro Station er jeg på én gang mere på eventyr i udlandet og mere hjemme i et Kim Larsen-agtigt hverdagsdanmark end noget andet sted: ’Vrimlende Nørrebro/ hvor s-tog durrer tungt,/ Der kan man leve to/ og ha det sammen godt og ungt/ for ungt er det som er bestandigt nyt:/ At se på samme sky i samme pyt/og gå og købe ikke dyre ting/ og drive lidt omkring/ almindeligt/ ganske almindeligt/ og finde/ lidt farverigt smukt./ Det larmer/ med skrigende skilte/ kulørt mod den grå viadukt’, som det hedder i Poul Henningsen og Karl Bjarnhofs vidunderlige sang ’Almindeligt’ fra 1950.”


Tilbage