Søren Ulrik Thomsen – City Slang, 1981 Søren Ulrik Thomsen – City Slang, 1981 Søren Ulrik Thomsen – City Slang, 1981 Søren Ulrik Thomsen – City Slang, 1981
Klik her for at se forsiderne i større udgaver

OM FORSIDEN TIL MIT LYS BRÆNDER



Klik her for at se stor udgave af kontaktarket

Forsidelayoutet til Mit lys brænder er lavet af John Ovesen efter mine ønsker og inspireret af de stilrene franske bogomslag med klassisk antikvaskrift og blå eller røde dobbeltrammer på en helt neutral baggrund, ligesom det er tilfældet med forsiden af billigbogsudgaven af City Slang & Ukendt under den samme måne fra 1987.


Naturligvis er hele denne underspillede æstetik i virkeligheden så skamløst prætentiøs, som kun en ung mand kan finde på at være, for referencen til de franske forsider skal jo gerne give associationer til ord som ’international’, ’klassiker’, etc.

Men der er ikke kun tale om naragtigheder, for jeg husker også tydeligt, at min forelskelse i dette enkle design ikke mindst var begrundet i en reaktion imod datidens tarveliggørelse af bogomslagene, som blev stadigt mere højtråbende kulørte og i højere grad end bøger efterhånden lignede de videokassetter, som de vel konkurrerede med. Og så var bøgerne oven i købet lakerede, så de føltes som glatte og kølige stykker Tupperware og man slet ikke kunne mærke, at det var papir, man stod med i hånden. Så tanken bag min Back to basics politik var også, at skulle man undgå den frygtede ’bogdød’, gjaldt det om at lade bogen være bog ved netop at understrege dens særlige æstetik og som fysisk objekt lade den skille sig ud fra de nye medier i stedet for at tro, at bogen kunne appellere til de dengang meget omtalte ’bogdroppere’, hvis den lignede noget fra Video Land eller Fætter BR.


Fotografiet er taget af Hans Ole Madsen og er lavet på den måde, at en stang af gennemsigtig akryl med den ene ende hviler på min tunge, mens den anden ende er stukket op i en meget stærk spot, som er afmasket med en papskive, hvori der er et lille hul, som akrylstangen lige netop kan gå igennem, således at alt lys samles i stangen. I dag ville man jo uden videre kunne konstruere sådan et billede på computeren, men i 1985 måtte man lægge hovedet i blød for at finde en metode og et materiale, der kunne give den ønskede virkning af en lysstråle. Løsningen blev gennemsigtig akryl (som ligner glas), fordi dette materiale er lysledende.

Mit lys brænder hedder bogen, hvad der hentyder til formuleringen på s.59: ”Som lyset, der kun brænder, forsåvidt det brænder ned, skal et digt fra første linie pege på sit eget ophør og forløbe som en voksende præcisering af dette, fordi det hermed indskriver døden i sig.” Men så enkel en metafor er forsidebilledet ikke. Det forestiller jo ikke et stearinlys, der brænder ned, men er anderledes relativt, eftersom lysstrålen både kan ses som udgående fra og som vældende ind i munden. Og selvom idéen til sådan et billede slet ikke bliver til med så bevidste referencer til teksten, men mere som et pludselig indfald (’Det kunne være flot med slips og vest og en lysstråle ud af munden!’), er billedet nok mere eller mindre ubevidst inspireret af Mit lys brænders tanker om det reflektive forhold mellem subjektet og dét, der i bogen hedder, ’det konkrete, absolutte Andet’. Som eksempler på dette konkrete, absolutte andet nævnes døden, tavsheden, naturen og det modsatte køn, og når forholdet mellem subjektet og disse fænomener er reflektivt, skyldes det, at dén, der bevidst forholder sig til f.eks. døden, jo takket være denne sætten sig i forhold til noget absolut andet, selv bliver påvirket og ændret: I én og samme bevægelse udgår lyset fra subjektet og reflekteres fra Det Andet.

Inden Hans Ole Madsen i sit fotografiske studie tog forsidebilledet, eksperimenterede jeg - som det fremgår af kontaktarket - med lampen og akrylstangen. Disse fotos er taget af Nina Sten-Knudsen, formentlig i Kunstakademiets lokaler i Peder Skrams Gade. Ligesom i hendes foto fra forsiden af City Slang er der referencer til body art, men når jeg kigger på disse billeder, slår det mig, at de først og fremmest må være inspirerede af fotografierne i en bog, der stod i mine forældres reol, og som jeg fra barnsben har været skrækblandet fascineret af, nemlig fotografen Sven Türcks Jeg var dus med Aanderne (1945). Denne bog handler om spiritistiske seancer i 1940erne og især om et dengang berømt dansk spiritistmedium, fru Anna Melloni. Skønt dét, der kommer ud af munden på det hensunkne damemenneske på hosstående foto, vist snarere er gaze end såkaldt ’teleplasma’, og om så alle Türcks obskure fotografier skulle være helt igennem forfalskede, er de med deres gyserfilmsstemning ikke desto mindre mærkeligt dragende. Foruden det ’spiritistiske’ forsidefoto optrykker Mit lys brænder detaljer fra tarotkort og på side 54 gengives et smukt, gammelt foto af en pige, som med bind for øjnene betjener sig af et apparat, der kaldes en ’psykograf’ og bruges til automatskrift: Der er i bogen i det hele taget en påfaldende modsigelse imellem tekstens sværgen til det dennesidige med deraf følgende insisteren på at være purt materialistisk og så billedsidens forkærlighed for det esoteriske.

Tilbage