Installationen af "Hymne" på Martin Bigums udstilling Struktur under huden. Værker 2003-2011, Kastrupgårdsamlingen, 2012.

Jeg har malet portrættet af Søren Ulrik Thomsen uden at nogen har bedt mig om det. Det er altså ikke en bestillingsopgave, men malet af egen fri vilje. Pludselig ”flød mit bæger over”, så at sige, og motivet kom sejlende ind over papiret, ophobet af de mange ting, der har gjort indtryk på mig ved Thomsens poesi, poetik og essays gennem årene. Maleriet er fuldt af koder og symboler, som peger ind på hans kunstneriske virke. Men jeg har også lavet en så åben, mærkelig scene at enhver skal kunne se maleriet uden at have forhåndskendskab. Måske kan maleriet virke som en invitation, til den der endnu ikke har stiftet bekendtskab med Søren Ulrik Thomsen, til at træde ind i hans værk. Det ville jeg slet ikke have noget imod, for jeg ved de ville få en oplevelse derinde. Dem der udmærket kender det i forvejen, vil notere sig alle referencerne, og måske tænke over alle de referencer der ikke er med!

Jeg kan her godt fortælle lidt om nogle overordnede facetter, uden at maleriet mister sine gåder.

Portrættet ligner Søren Ulrik Thomsen som jeg ser ham.

Digteren står i sit køkken, anno 1930-50’erne, som er malet ud fra fantasien, men som jeg i 2002, da jeg påbegyndte maleriet, forestillede mig måtte se nogenlunde sådan ud. Hvorfor? Alene på grund af digterens mange digte om København, bl.a. også fra City og Nørrebro, sidstnævnte der engang var arbejderklassens sorte firkant, og hvor mange køkkener helt op til vores tid, faktisk har den slags køkkenskab jeg her har skildret, om det så er hos arbejderen eller studenten.

Er der en digter der i alle sine digtsamlinger har besunget den trøskede, regnklaskende skønhed, ikke bare i København, men også i dens baggårde, er det Thomsen- så man fik et helt nyt syn på den, og ikke kun opfattede den som deprimerende.

Er der samtidig én der har kunnet sætte et sydende spot på, at ens hjem er som et udkigstårn mod en stærkt uforståelig, både skøn og grum, virkelighed, er det ham. Digteren står i et grelt oplyst køkken, i et hjem, at dømme efter tagryggene udenfor, et godt stykke over gadehøjde. Set udefra må hans hjem lyse som et fyrtårn. Er der én der har kunnet gennemlyse storbyen som den rene og skære – fantastiske- scenografi den er, med dens lod- og vandrette planer, gennemsigtighed og uigennemskuelighed, er det Søren Ulrik Thomsen. Det er dén by, der på mit maleri, luder under aftenrøden, ude på den anden side af køkkenvinduerne; det er i den by at menneskene tænder lys, når der bliver for mørkt til at man kan orientere sig.

Digteren er ulastelig klædt, med 3-piece, slips og en kold lyseblå brystlomme-klud, som en gasflamme fra hjertet. Det er en hverdagsscene, men alligevel med en ophøjet stimmung. Det grå jakkesæt refererer måske til positionen som poesiens grå eminence, som Thomsen fik, allerede i en meget ung alder. I hvert fald set fra min generations synspunkt, os digtere og billedkunstnere, der var 10 år yngre. Måske refererer det til ”en høj grå nonne i regnen”, der som et uforglemmeligt sidste billede bliver nævnt i essayet Farvel til det blå rum. Eller slet og ret til det at ”holde på formerne”, selv når passionens bølger går højt. Han er cool, og i gang med noget der ikke umiddelbart er cool, nemlig at spejle æg, men selv dér synes der at foregå en erkendelse af en slags. Spejlæggenes blommer er flydt sammen. Æggehviderne næsten værner om denne osmose. Hans paletkniv hviler inde under den masse, som det flydende er ved at transformere sig til. Form og indhold sammenfalder. Vi ser der kun er en tallerken og én gaffel, én kniv, hvilket hænger sammen med at man i mange år troede at digteren også var inkarneret ungkarl. På hans forklæde ses firbenet som pryder forsiden af Nye digte fra 1987, dén digtsamling der har betydet mest for mig, overhovedet (mere end Sarvigs og Nordbrandts bedste, og det siger ikke så lidt).

Vi ser at digteren ikke har noget øje, han synes at vende det hvide ud af det. Eller blikket ind ad. Som foretager han handlingen i blinde. Måske er det globen henne ved vinduet, med armene hvilende i vindueskarmen, der ser for ham. Globen er en reminder om udsynet til omverden. Men også om stilheden, den individuelle stillingtagen, og ethvert menneske som både vidne og voyeur.

Måske ser digteren indad i det rum der åbner sig bag ham, som et hvælv ind mod en parallel virkelighed; en sfærisk djævlelignende åbenbaring trækker forbi bag ham, og vi ser et sitrende hav af stearinlys, blafrende sagte, uden at et eneste er gået ud under den kolde stjernehimmel.

Det er her nærliggende at tænke på Thomsens epokegørende poetik Mit lys brænder fra 1985, som jeg har diskuteret heftigt med jævnaldrende digtere og billedkunstnere gennem årene, fordi den er helt uoverskueligt konsekvent og stringent i sin ny-pløjning af poesiens potentialer. Ligeså meget den åbner for, lige så meget lammer den, eller omvendt, alt efter hvem man er. Et godt digt kan antænde en livslang gnist. Det gode digt kan få erkendelsen til at gå op i lys lue. Det bedste digt kan puste illusionens flamme ud, så let som at knipse med fingrene. Det fænomenale digt stråler, selv husket i mørke. Det er i den mørknede by digtene tænder lys.

På køkkenbordet bag digteren ser vi en tekande (for læseren ved fra digte, og fra Jørgen Leths film om digteren, at han holder af te (på den rigtige måde)) Vi ser også en brødkasse så dansk som de sidste mange forgangne årtier bag os.

Over disse hænger, ja, er det mon Guldloks, og de tre bjørnes, skeer? Jeg ved det ikke, men med i motivet skulle de, helt instinktivt: Måske er det blot kernefamiliens grødskeer, der hænger ubrugte hen.

De er flankeret af en rød rose, der at dømme ud fra mangen et digt fra Thomsens hånd, er hans yndlings-blomst. Her hænger den med hovedet ned ad, én har hængt den der. Ved siden af rosen hænger digterens motorcykel-nøgle, for vi ved fra digte, og fra Michael Kviums portræt af Thomsen, fra 1985 (ligeledes i samlingen på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot), at han kører på motorcykel. Den facet har i øvrigt altid været en spændende, meget håndfast og pragmatisk overraskelse, ved en ellers sensibel digter-natur. Jeg kender ingen andre digtere, der ville kunne finde ud af at tage et motorcykelkort, endsige have en romantik omkring den ultimative frihed på de to vingede hjul.

Oppe i køkkenskabet står den kolde porcelæn; suppeterrin såvel som tallerkner synes bevidste om at holde på den hemmelighed der stikker sin snip ud, i bunden af tallerkenstabelen. I værelset bag køkkenet ses mit bud på den røde stol, som digteren har skrevet om, er i hans hjem og som bruges til at synke tilbage i, og lukke øjnene og tænke over tiden der er gået. Både den og lampen refererer til 1950’erne, et årti Thomsen trods alle politiske korrekte odds, har hyldet flere steder. Der er en sart vækst i potteplanten i vindueskarmen derinde, den slynger sig om den tynde pind i potten, som frøs den i kulden fra vinduets glas. Resten af rummet må beskueren forestille sig.

Dette maleris hurtigt nedfældede første skitse tog 2 minutter at få på plads, 8 måneder at mande mig op til, og 2 måneder at male. Det er altid sådan, at først når jeg har sat det sidste penselstrøg på et maleri, falder titlen på plads. Dette maleris titel blev Hymne.

Martin Bigum, Frederiksberg, 12.12.12
Tilbage