Vanitas-rummet

I 1992 blev jeg af Lennart Gottlieb, som var museumsinspektør på Statens Museum for Kunst, inviteret til at deltage i museets kommende udstilling ”Inferno”, som skulle åbne i februar året efter. Tanken var naturligvis ikke at jeg skulle forestille at være billedkunstner, men nok snarere at jeg som digter måske kunne bidrage på anden vis end de øvrige udstillende.

Min faglige samvittighed knurrede, for jeg var pinagtigt klar over at være på udebane, men tænk at få stillet et helt rum på Statens Museum for Kunst til sin rådighed! Det var for fristende.

Altså inviterede jeg Frederik Stjernfelt til sammen med mig at indrette, hvad vi kaldte Vanitas-rummet, og han og jeg inviterede så yderlige Per Kirkeby med – dels som bidragyder, men da også for holde øje med at vores amatørinstallation kunstfagligt ikke blev helt hen i vejret.

Ifølge Den Store danske Encyklopædi er vanitasmalerierne, som især blomstrede i Nederlandene i 1600-tallet, en ”allegorisk billedtype, især indenfor stilleben, der henviser til livets forkrænkelighed. Almindeligt anvendte symboler er skrøbelige, let forgængelige eller flygtige ting som glas, porcelæn, nautiluspokaler, nødder, blomster, frugt, fisk, en udbrændende kærte, et ur eller sæbebobler. Symbolerne kan hentyde til vita voluptaria (opulente opstillinger af kostbare genstande), vita activa (magtsymboler som krone, scepter, tiara eller bispehue, rustninger og våben) eller vita contemplativa (kranium, bøger, breve). Vanitas kommer af latin ’forfængelighed’, afledning af vanus ’tom´’.” Og det er da også en ægte baroktanke, at stillet overfor døden fremtræder tomheden i menneskets begær efter ære, magt, skønhed, berømmelse, lærdom og nydelse.

Vanitasmotivet har jeg været optaget lige siden jeg i 1985 skrev Mit lys brænder, hvor jeg - foruden det klassiske vanitasbillede med stearinlyset der brænder ned - som illustration brugte den gamle vignet af en mandsperson, der ligger henslængt med timeglas, ur og le for at minde betragteren om, at han skal dø. På vanitasmaleriernes ophobning af genstande symboliserer f.eks. scepteret og globussen begæret efter anseelse og magt, smykkerne repræsenteret rigdommen, og bøgerne visdommen, men ”ak! den vise må dø så godt som tåben” (som det hedder i Prædikerens Bog kap.2, vers 16), og hverken rigdom, magt eller berømmelse kan overvinde døden: Ved siden af pavens tiara ligger kraniet, for sådan ender den mægtigste såvel som den hjemløse. Og på de lækre frugter, som ligger mellem kranier, perlekæder og timeglas, ses en flue og en lille mugplet, for alle sanselige nydelser er kun midlertidige. På dansk grund er det største vanitasværk efter min mening imidlertid ikke et maleri, men en salme, nemlig Kingos mægtige ”Keed af Verden, og Kier ad Himmelen”, også kendt som ”Far, verden, far vel”:

Hvad er det dog alt,
som verden opsminker med favr gestalt?
det er jo kun skygger og skinnende glar,
det er jo kun bobler og skrattende kar,
det er jo kun iseskrog, skarn og fortræd,
forfængelighed
forfængelighed.

Ak, ære, hvad er,
hvad er dine kroner og kranse, du bær?
Misundelse sidder dig altid på ryg,
du hemmelig stødes og sjælden er tryg,
du ofte dér snubler, hvor andre de gled:
forfængelighed
forfængelighed.

 

Et sådant univers var det altså, at vi ville skabe og samtidig udleve vores fascination af det gammeldags museum, hvor lange rækker af genstande, hvis indbyrdes relation ikke altid var lige gennemskuelig, dannede gådefulde taksonomier i de smukke montrer af glas og mahogni, man brugte, før museumsverdenen blev grebet af den pædagogiske formidlingsfeber, og de triste, flade fotostater gjorde deres indtog.

Mens museet skaffede de fine montrer, gik vi i gang med kompileringen, og af den planche, som blev lagt frem i rummet til publikum (og mirkaluløst har overlevet), fremgår det, hvilke genstande, der var udstillet:

Når jeg sidder og kigger på denne liste i dag, er der da enkelte ting, hvis relation til vanitas-allegorien jeg ikke kan genkalde mig, men langt det meste giver umiddelbart mening: Billedet af Woody Allen og hans steddatter (nr.30), som nu var blevet hans kæreste, viser den ældre mands forfængelige drøm om gennem forholdet til den unge pige at genvinde sin egen ungdom, flere af bøgerne rummer den grandiose tro på at kunne overskride dødens grænse, f.eks. Norman Cousins Jeg lo mig rask. En patients aktive deltagelse i egen helbredelse – uden medicin (nr.12), og det samme gælder spiritisternes drøm om at kunne kommunikere med de afdøde i Sven Türcks Jeg var dus med Aanderne. Men Gritt Gjellerods brutale foto (nr.20) af de døde dyrekroppe smidt i en bunke påminder om, at nok er vi ånd, men kødet har vi tilfælles med dyrene og ender som dem.

Einar Geert-Jørgensen, der levede fra 1898 til 1977, var psykiatrisk overlæge på Frederiksberg Hospital, hvor han foretog en lang række berygtede behandlinger med kæmpedoser LSD, hvad han søgte at vinde hæder for med sine faglige artikler (nr.7), som ikke er gået over i evigheden, til gengæld blev manden selv foreviget som en buste udført af ingen ringere end Astrid Noack (nr.22). Det psykiatriske storhedsvanvid er også repræsenteret med uhyggelige fotos, dels af et apparat til behandling med elektrochok (nr.26), og dels af hjerneindgrebet kendt som Det Hvide Snit.

Udstillingsgenstand nr. 36 beskrives som ”Motorola Portable Cellular Telephone S2657AAAA”, og når vi har udstillet noget dengang så sjældent som en mobiltelefon, må det være fordi, vi anså det for latterligt indbildsk at tro sig så vigtig at man måtte være konstant tilgængelig. Og det er stadig til grin.

To af genstandene rummede såvel dårskaben som advarslen imod den, nemlig luksusuret Tudor Oyster Chronograph (nr.2), der jo repræsenterer både rigdommen og forfængeligheden, mens Time/system (nr.45), som var en svulstig kalender, der dengang var et smart statussymbol, skulle signalere hvor travl og eftertragtet en person ejeren var: Men samtidig er både uret og kalenderen jo i sig selv memento mori.

Stakken med varianter, udkast og gennemskrivninger af Hjemfalden (nr.5) rummer også en dobbelthed, eftersom denne bog vrimler med vanitasmiotiver, men at blære sig ved at udstille et kæmpemanuskript, der destilleres ned til en – efter forfatterens egen mening - udsøgt samling, er jo også udtryk for forfængelighed. Og naturligvis er det også vores egen forfængelighed der udstilles, når nr. 50 består af Per Kirkebys Prins Eugen Medaille, Stjernfelts Guldmedaille fra Aarhus Universitet og min egen Aarestrup Medaille.

Men ligesom vi elskede de gamle museumsmontrer, ligger der muligvis også en anden fascination bag Vanitas-rummet, nemlig af visse billedkunstneres forkærlighed for at arrangere genstande i små kasser. For selv om både Frederik Stjernfelt og jeg først efter Inferno-udstilling med egne øjne så disse kunstværker, har vi kendt dem fra omtaler og gengivelser. I Kritik af den negative opbyggelighed beskriver Stjernfelt sit besøg på en udstilling i San Fransisco i 1994: ”Her var en lang række af Fluxus’ herlige ’kasser’ udstillet: kuffert, mapper, kassetter, æsker, etuier osv. Udstyret med hvert deres sært sammenstillede inventar af genstande, nøje anbragt på hvert sit plysforede sæde eller holder, som om de var sammensat med et eller andet nøje specialiseret formål, man kun kunne gisne eller have mareridt om”. Og selv blev jeg meget optaget af Susan Hillers æsker, da jeg så dem på Tate Modern:

DIVERSE

UDSMYKNINGER

Søren Ulrik Thomsen - bibliografi

Wonderland


Bordings Friskole


Helligtrekongers Kirke



LAILA WESTERGAARDS
udsmykninger



DORTE DAHLIN:
Green Square



Vanitas-rummet