Den Grønne Plads i Hirtshals

Af Dorte Dahlin

I weekenden d. 28. februar 1993 ankom billedhugger Mogens Møller og jeg til Hirtshals under en af de vildeste vinterstorme i mands minde. Mogens Møller var blevet bedt om at foreslå ny placering af forskellige ældre skulpturer og monumenter som del af en allerede planlagt og udliciteret renovering af Den Grønne Plads, der er byens centrale mødested med udsigt over havnen og havet. Jeg selv tog alene med for diskussionens skyld og uden at vide, at det blev mig, der under stormvejret kom til at vælte kommunens planlagte renovering og med nye tanker om rum, tid og geometri løste hele opgaven fra scratch i løbet af de følgende 5 måneder. - Jeg må hertil sige, at jeg netop havde været lektor for arkitekten Daniel Libeskind på en workshop på Kunstakademiet i København "Et Anelsens Observatorium", der handlede om Københavns fremtid. Under det meget intense arbejdsforløb mellem arkitekter og billedkunstnere, studerende som professionelle, voksede en bevidsthed og en ansvarsfølelse for fremtidens by med den "stedets fortælling", der både kan opleves, aflæses og re-formuleres ved at inddrage dens indbyggeres viden og drømme, deres gøren, laden og historiske spor. Med den indstilling kastede jeg mig ud i "Hirtshals-eksperimentet" og skabte sammen med de lokale indbyggere nye perspektiver for fiskerbyen, der udfordret af strammere love for fiskeriet og de dermed ændrede økonomiske vilkår, stod i en forvandlings-proces med "turisme" som overskrift.

Den Grønne Plads ligger 16 meter over havets overflade og troner som et nordvestjysk Akropolis over havnen og og den vide horisont. På pladsen står Kroen fra 1769 med Hotel Hirtshals udbygget som længe i 1980´erne.

Modsat hotellet, i den anden ende af pladsen, lå i 1993 en lille nedtrådt græsplæne (heraf det drømte navn Den Grønne Plads). Plænen var krydset af små stier hen mod "Berlinermuren", der er afgrænsningen mellem pladsen og havnen, de gamle fiskeres udsigtspost "Bænki" og mindesmærket for den synkefri redningsbåd RF2, der forliste med 6 mand lige vest for indsejlingen til havnen i 1981. Et lygte- og skiltehav, blæst helt ud af lodret, var fordelt rimelig rundhåndet omkring plænen med en granitfigur "Fiskeren" ved siden af en postkasse og som pladsens anden kant: Restaurant Lilleheden - eller "Kyllingen", som vi døbte restauranten, da den stadig var grillbar med 15.000-watts neonrør og i krig med Kroen om lokale kunder og norske turister, landet med Color Line.

(Krigen om kunderne fik Den Grønne Plads til at ligne en slags Las Vegas og det fik Mogens og jeg ved en senere lejlighed, i rigtig godt humør, markeret ved at overtale Per og Pelle, der ejer hotellet, til at placere to gamle kanoner på hotellets nye terrasse "Bastionen", hvor den ene kanon naturligvis var rettet mod "Kyllingen", den anden mod rådhuset. Kommunen og hotellet kunne ikke blive enige om, hvem der egentlig ejede den store grund foran Kroen, hvorfor den stadig i 2012 i folkemunde hedder "P-pladsen med Danmarks flotteste udsigt"). Den Grønne Plads var på mange måder at ligne med en både kommunal og privat stridsmark, et visuelt og fysisk kaos; den første dag også i form af 12 meter høje bølger, der rullede ind over molen med vinden, man kunne læne sig op ad og som piskede vandet til skumkugler, der for rundt imellem husene og omkring en bænk, der tøjret med jernkæder til en skæv lygtepæl ved indgangen til Hotel Hirtshals, roterede som en anden vingeskudt måge i forsøget på at lette. Flankeret af et dødt birketræ.

Oplevelsen af stormen og de stærke naturkræfter som del af stedets vilkår - og mødet med de gamle fiskere, der deltog i arbejdet gennem korte kommentarer som f.eks. "du må ikke tage horisonten" - var den første "fortælling" om og fra stedet, og den fik betydning for udformningen af den nye plads og senere for den monumentale, bølgeformede trappe, der nu forbinder pladsen med havnen – Monument og Trappe, 1997.

Mange forskellige forhold er indfoldet i pladsen, vist ved krydsende geometrier. Karakteristisk for Den Grønne Plads er nemlig, at den er opbygget over ligeså mange blikretninger, som den tidligere var – retninger og betydninger er bare blevet gjort tydeligere og pladsen mere åben.

At der er tale om en "blikkets geometri", understreges af de to nicher i toiletbygningen, der støder op til ”Kyllingen” og som med et knæk i tagkonstruktionen ligner en kinesisk pavillion med et øjenbryn over et par skelende øjne.

Det ene "øje", hvor Søren Ulriks digt TRAWLERNE er indgraveret i en stålplade, er drejet lidt ind og ser ud mod RF2 monumentet gennem et stjerneformet rør i læmuren. Digt-nichen korresponderer samtidigt med "Pladsens Hjerte", en tot marehalm indhegnet i flettet metal, der formelt og på grund af sin lille størrelse i forhold til pladsen, minder om et skib fjernt i horisonten. Det andet "øje", en vejrstation med instrumenter, der viser vindstyrke og -retning og også bestemmer bølgeskvulpene i de to ovale bassiner, retning øst-vest, længere ude på pladsen, udpeger retningen mod rådhuset. Retningen understreges igen af beplantningen i den ovale havemedallion, der ser ud til at have skruet sig op fra undergrunden og i en slags "havets geometri" lagt sig skævt i den kvadrerede tegning, som betonfliserne danner.

TRAWLERNE, der i første fase af mit arbejde med pladsdannelsen blev "læst og godkendt" af en fisker, som netop var vendt hjem efter 6 måneder på havet og som jeg traf i krostuen, rummer for mig også den "synets geometri", der kendertegner Den Grønne Plads. Pladsen folder sig ud som et horisontalt monument af synlige og ikke-synlige forbindelseslinjer mellem flere punkter: Digtet, Pladsens Hjerte, Bassinernes lyd af rullende dønninger, Havemedallionen med timian, fugle og humlebierne der holder af timian, Vejrstationen, Stjernekikkerten, de 3 Løvebænke til overnattende norske turister, de 2 grønne Tårne, der afslutter læmuren - og bådene fjernt i horisonten. Pladsen har, ligesom digtet, ikke noget egentligt centrum, men rejser et værk-rum i et blødt krydsfelt mellem sansninger, drømme, lokalt forankret historie og viden.

Samtidigt er pladsens elementer udformet, så man kan sidde over det hele om sommeren - og om vinteren er der ikke én bænk for meget, der kunne minde om fravær af de mange turister, som nu besøger byen. Den Grønne Plads er tænkt og proportioneret til altid at skulle være borgernes egen og virker derfor aldrig som forladt eller et ”tomrum”. Hvilket svarer til den lokale praksis, at man kører bil på stranden og derfor undgår store gabende P-pladser i klitten udenfor sæsonen. Stranden og klitten bliver på denne måde ”givet tilbage” til lokalbefolkningen – og naturen.

Men,- hvad nu angår pladsens farve, må jeg alligevel have lov at bemærke, at pladsen under "selvstyret" er mindre grøn nu, end da jeg færdiggjorde den for snart 20 år siden. Mindre grøn betyder lige hér mere violet, voila! Bedet burde genetableres med klittens blomster, som urtebed for folk, humlebier og fugle og ikke som det desværre er nu for ispapir og hvepse.

Kanonerne fra ”Bastionen” flyttede med Marineforeningen til andre lokaler end Kroen og nu mangler kanonerne hér, hvor også alle gipsmodeller til Den Grønne Plads blev vist, vurderet og diskuteret med kommune og godtfolk, som arbejdet skred frem i løbet af vinteren og foråret 1993. I kampens hede tegnede jeg Tintin og Terry, der skrider over Den Grønne Plads i tågen og netop passerer ”Pladsens Hjerte”, som dermed blev godkendt som element på pladsen. Godkendt betyder delvist sponsoreret af smeden, der ellers aldrig i sit liv havde forestillet sig at skulle ”flette i rustfri stål” og derfor foreslog navnet ”Smedens Hjerte”.

Et andet lille Hirtshals-eventyr man kan regne med:

Der var engang en mand, der hed Per Kiel. Han levede i Hirtshals og var en poetisk-praktisk sjæl. En dag i 1930´erne så han, at et gammelt klaver var ved at blive hældt i havnen - ja, som man nu gjorde det - men fik tag i det, før det gik så galt at instrumentet sank til bunds.

Han rev derpå en væg ned i sit lille hus på den Grønne Plads – det var bygget af drivtømmer og indsatte i stedet klaveret som væg med klaviaturet inde i stuen, hvor han komponerede Hirtshals Valsen, som spilles gladeligt den dag idag.

Gå til Dorte Dahlin.

DIVERSE

UDSMYKNINGER

Søren Ulrik Thomsen - bibliografi

Wonderland


Bordings Friskole


Helligtrekongers Kirke



LAILA WESTERGAARDS
udsmykninger



DORTE DAHLIN:
Green Square



Vanitas-rummet