Aldrig siden har jeg set så stemningsfulde efterårsbilleder som dem i Eksorcisten, hvor Ellen Burstyn, der spiller den besatte piges fortvivlede mor, bag solbriller og hovedtørklæde går gennem Georgetowns brændende løv, aldrig skal jeg glemme replikken »she’s my sister and daughter« fra Chinatown, så lidt som billedet af den kutteklædte oldingedværg i Rødt chok, altid vil jeg huske, hvordan skønne Joni Mitchell i The Last Waltz lignede en høj, vajende vandplante, og som soundtrack til mit eget liv har Bernard Herrmanns musik til Taxi Driver vist sig komplet uopslideligt.

For de film, jeg husker allerbedst – dem hvorfra billeder, scener, stemninger, belysninger, replikker og musik igen og igen dukker op i min bevidstheds biograf – har jeg nemlig alle sammen set så langt tilbage som i 1970erne. Og det skyldes naturligvis ikke, at man i netop dette årti lavede bedre film, end man har gjort tidligere eller senere, men at jeg selv var ung. Som cirka 15-25-årig er man gammel nok til at forstå filmene, men for ung til at være blasert, og man er altså optimalt modtagelig for, hvad der lyser fra lærredet. Helt anderledes intenst end senere i livet sender man samtidig følelser, drømme og tanker den anden vej, idet man projicerer sit begær og sin frygt, sine ønsker til fremtiden og sine forestillinger om, hvem man selv godt kunne tænke sig at være, ind i filmene.

Hvor ville jeg dog gerne bo i New York, som i Manhattan, og helst i The Dakota Building, som jeg lærte at kende i Rosemary’s Baby (der er fra 1968, men som jeg først så senere). Det gjorde voldsomt indtryk at se den dødsmærkede og svedende Aschenbachs ansigtssminke gå i opløsning i Døden i Venedig, selvom jeg som udgangspunkt nok mest havde løst billet til filmen, fordi jeg ligesom Woody Allen selvfølgelig ville være intellektuel, men ikke et nervøst skravl som han (og jeg), derimod hårdkogt, flot og melankolsk som Robert Mitchum i Farvel, min elskede. I det mindste et par af mine elskerinder måtte meget gerne ligne Maria Schneider, som jeg først savlede over i Sidste tango i Paris og dernæst i Profession: Reporter, og senere i livet kunne skæbnen så på tragisk vis genforene mig med en gammel flamme ved navn Charlotte Rampling, der med bare patter og SS-kasket i det herrens år 1974 ætsede sig ind på hornhinden i den dekadente strimmel om Natportieren. Men som ung flyder man jo ikke kun over af begær og storhedsfantasier; aggressionerne blev udlevet via arrogante Malcolm McDowell alias Alex i A Clockwork Orange, mens næsten ubærlige rædselsfilm som Sybil og Carrie gav katharsisk forløsning til den navnløse frygt, som man med betydelig større distance kunne lege med ved i rap at nappe Nålemordene og Syre sletter alle spor, der blev vist i Platan Bios dobbelt-midnatsgyserprogram, som biografen reklamerede for ved efter avisannoncen at tilføje: »P.S. De kan få slukket Deres blodtørst i pausen.« 

Fra essayet "Centrifugal fortabelse", Repremiere i mit indre mørke.