"Jeg har netop læst Poes Samlede fortællinger, som forlaget Klim har udsendt i to bind i en fremragende oversættelse af Hans-Jørgen Birkmose.

Jeg er stærkt fascineret af Poes beskrivelser af de dystert-romantiske landskaber, af de hjemsøgte boliger med sorte fløjlstapeter og blodrøde gardiner, de bange anelser, de gotiske gys og af alle de gennemsigtige nervevrag, der befolker hans dekadente historier.

Det er interessant, at der for Poe, så vidt jeg kan se, ikke er nogen modsætning imellem feberagtige okkulte spekulationer og så virkelig hardcore naturvidenskab, som han tydeligvis også behersker ned til sidste decimal. Især er han besat af spøgelseszonen mellem liv og død: Kan man krydse frem og tilbage over dødens grænse? Eller kan man på én gang være levende og død? Han har været helt ufatteligt opfindsom, for udover at Poe med figuren Auguste Dupin har grundlagt detektivromanen, må han da vist også være selve ophavsmanden til en lang række af gysergenrens grundfortællinger.

Og så er det sjovt at se, hvordan Borges’ mani med at indskrive sine historier i et hav af bibliofile referencer har en forgænger her.

Den eneste følelse, der rigtig interesserer ham er rædsel, og på et tidspunkt begyndte jeg at drømme om, at han satte rædselen i relation til andre aspekter af den menneskelige erfaring. For Poe er også umådeligt monoman, og efter 800 sider må jeg indrømme, at også hans åndsaristokratisme og pendanteri begyndte at gå mig lidt på nerverne."

Fra Politiken-enquete (2010), der aldrig blev brugt.