Lars Williams interviewer Søren Ulrik Thomsen om Jack Kerouacs roman On the Road i anledning af Walter Salles 2012-filmatisering.

- Kan man sige, at der er noget i vores kultur nu som filmen On the Road er et svar på? Eller som kalder på netop denne type fortælling? Altså, hvorfor kommer filmen netop nu? (Francis Ford Coppola har nemlig haft rettighederne til den i 33 år, men først valgt at søsætte projektet nu her).

"Da On the Road udkom, var den et svar på datidens konformisme - at den dyrkes så heftigt i dag, skyldes tværtimod en manglende borgerlighed i nutiden. Og det bidrager utvivlsomt til bogens popularitet, at læseren via identifikation med dens livstørstige personer selv kan føle sig som romantisk boheme, fordi der i efterkrigstiden jo faktisk fandtes en småborgerlig konsensus at skille sig ud fra. Misforstå mig ikke. For når On the Road bliver ved med at virke så stærkt på stadigt nye generationer af læsere, er det da først og fremmest fordi, det er en helt forrygende god bog, og jeg mener afgjort, at beatdigterne var meget modige i deres insisteren på at leve som de lystede, men for mig at se handler eftertidens opslugthed af deres univers i høj grad om at drømme sig tilbage til en tid og en verden, der var så borgerlig, at det var muligt at være rebel."

- I forlængelse heraf, tænkte jeg, at det kunne være interessant at høre, om du mener, at man bredt i vores kultur i dag kan finde det essentialistiske og vitalfilosofisk billede af mennesket (som du skriver at bogen er et udtryk for)? Eventuelt et eksempel?

"Vitalismen er en strømning, der, som Frederik Stjernfelt har vist, både i højre- og venstrefløjsudgaver igen og igen dukker op i kulturen med dens dyrkelse af det uafsluttede, det intense, det tilfældige, det spontane og af det strømmende flow, som jo virkelig er et modeord i dag. En opposition, der kort sagt anser formerne i kunsten og i samfundet for en dødlignende stivnen - modsat livet, der hele tiden kviksølvsagtigt unddrager sig begribelse. På det æstetiske felt er der tale om hyldest til processen – endnu et modeord - og en kritik af Værket for slet ikke at kunne rumme det ægte, uforudsigelige liv. Et ideal er improvisationen og happeningen, der jo kun findes her og nu, og ikke kan stivne til værk og ende på "mausolæet", som kunstmuseet blev kaldt. Derfor giver det også god mening, at Kerouac skrev On the Road på den berømte endeløse papirrulle, der jo strømmede som ’livet selv’. Ligesom filmen On the Road logisk nok må komme som kronen på mange års dyrkelse af roadmovien, der som genre jo også er et oprør mod dramaturgiens formler, og som Kerouacs roman vel nærmest er den moderne grundlægger af.

Men hvor er dén myte dog efterhånden også skamløst trivialiseret: Hvor mange cowboybuksereklamer har man ikke set, der henviser til hipsterheltens rastløse bilrejser på Amerikas støvede veje? Det er jo i dag et fuldkomment fælles kulturelt ideal, der sidder inden i de fleste teenageknægte og i hver anden gråsprængt direktør, som efter arbejdstid hører The Doors på anlægget og faktisk har råd til en Harley-Davidson. Men det kan selvfølgelig aldrig være Kerouacs skyld."

- På s.135 i din og Frederik stjernfelts bog Kritik af den negative opbyggelighed skriver du, at "Neal Cassady blev anset som den bedste forfatter, fordi han næsten ingenting skrev, men levede i stedet for". Vil du knytte en kommentar til dette, i forhold til kunstner- eller menneskeidealet i dag?

"Målet for mange æstetiske strømninger op gennem det tyvende århundrede var, at overskride grænsen mellem kunst og liv, sådan at forstå, at kunsten skulle ophøre med at eksisterer som et særskilt fænomen, mens livet til gengæld skulle være ét stort kunstværk. I dén optik kan den karismatiske Cassadys talestrøm, hans biltyverier og seksuelle grænseløshed så hyldes som generationens største værk, netop fordi der ikke var tale om kunst, men om det mest intense liv. Og derfor er det da også logisk, at stakken af biografier om selv beatgenerationens fjerneste aktører for længst er blevet højere end bunken af værker. Så endte livet altså alligevel i bogform."

- Du skriver ligeledes, at i On the Road har kroppen og det spontane langt højere status end rationalet og det velgennemtænkte Er det en tanke som er herskende i dag, og evt hvor ses det henne?

"Under hele denne vitalistiske livsfilosofi ligger jo den gamle modsætning mellem kultur og natur, hvor det gælder om at sætte sig ud over intellektet og blive ét med kroppen, fordi den repræsenter et stykke autentisk natur. Heraf dyrkelsen af rus og sex, men jo også af talesproget, som var idealet for generationens store parlandodigte, som vi kender dem fra Allen Ginsberg og herhjemme fra Dan Turèll. Når talen i denne ideologi har højere status end skriften skyldes det, at den kommer ud af munden og dermed udspringer direkte af kroppen, mens skriften er kunstig, afledt og befængt med refleksion. Min pointe er så bare, at disse digte jo ikke er talesprog, men skrift, der imiterer tale, og dermed på en måde dobbelt kunstige. Hvad der bestemt ikke gør dem dårligere som digte, men deres selvforståelse og anti-intellektualisme køber jeg ikke. Ligesom jeg heller ikke godtager kritikken af Værket, for det vil man nemlig altid vil blive indhentet af, så sandt værket er det eneste, der står tilbage, når ’det levede liv’ er slut."

- Idéen om ’at leve autentisk’ må siges at være et ideal både i bogen og i vores kultur i dag (jf. TV programmer som "bonderøven" og lignende) – Vil du knytte en kommentar til det moderne ideal om autenticitet?

"Mon ikke unge mennesker altid vil være tiltrukket af den romantiske autenticitetsdyrkelse og begærligt sluge Rimbaud og Strunge og The Beat Generation? Og man skal da også være en mærkelig gammelklog hængerøv af en ungersvend, hvis man ikke bliver beruset af at læse On The Road. Men livet på højoktan er jo netop så vidunderligt, fordi det er undtagelsen i en tilværelse, som det meste af tiden nødvendigvis er mindre intens. Så på et tidspunkt må man så også selv foretage den adskillelse mellem liv og værk, som vitalisterne nægter, og indse, at det bedste Kerouac efterlod os, netop var hans værk. Medmindre man selv ønsker som 49-årig at ende sine dage med alkoholiske blødninger hjemme hos mor, for skal livsfølelsen konstant ligge på det højest tænkelig niveau, ender den med helt at forsvinde."

- Ligeledes må man sige, at nyspiritualisme og moderne former for buddhisme indtager en stor plads i mainstreamkulturen i dag, ligesom den gjorde det hos beatdigterne – Vil det kunne gøre dem til nutidige ikoner, på samme måde som de var dengang?

"Beatdigterne har allerede i årtier været store populærkulturelle helte, ikke mindst i rockkulturen. Og - ja, det er da tankevækkende, at spiritualismen og denne særlige vestlige aftapning af buddhismen tilsyneladende er lige attraktiv for den rastløse, alternative outsider og den innovative, omstillingsparate erhvervsmand. Kristendommens forestilling om det syndige menneskes liv i ansvar og tro i den faldne verden er nok knap så funky, når man hele tiden skal ’videre’ on the road."

*

Interviewet er foregået pr. mail i september 2012 og er kun publiceret her på hjemmesiden.