”Jeg tilhører firsergenerationen – og ikke kun, fordi jeg er født i 1956 og debuterede i 1981, men også fordi der, alle forskelle til trods, virkelig var mange fællestræk mellem firsernes digtere. Der var nogle negative fællestræk, og som i alle generationer udgjordes de af en kritik af det foregående hold. For vores vedkommende var der tale om en kritik af, at 70ernes stærke venstrefløjskultur ville holde det æstetiske i en stram politisk snor, f.eks. ved at tilnærme poesien til prosaen, hvad der passede bedre med idealet om tilgængelighed og om at ”tage udgangspunkt i læserens erfaringshorisont” - hvor man så kendte dén fra. Men der var bestemt også mange positive fællestræk, for det er vel ikke forkert at sige, at firserdigterne genoptog den symbolistiske linje i modernismen og satte den eksistentielle alvor og en vis skønhedssøgen på programmet, efter at den havde haft dårlig presse siden Heretica, fordi både konfrontationsdigterne, tredjefasemodernismen med systemdigtningen og konkretismen og endelig marxisterne bare brækkede sig over denne alvor. Kort sagt: Man mødes både omkring de positive og de negative ligheder, og når generationen så er etableret, begynder de forskelle, der hele tiden har været til stede, lige så langsomt at blive tydelige i og med, at de enkelte forfatterskaber udvikler sig i hver sin retning. Hver generation har sin skæbne, og de kan være meget forskellige. Firserne deler et bestemt træk med ’68, nemlig at bruddet med generationen før, foregik over hele linjen og nærmest overnight. Med ”det vilde maleri” genoptog akademieleverne maleriet, som ellers længe havde været ude i kulden, på universiteterne gjorde man op med marxismen og begyndte at interessere sig for semiotikken og de såkaldt ’nye franske filosoffer’, med punken opstod en slags fundamentalistisk rock med en råhed og energi, der var gået tabt i de virtuose supergruppers musik, og også lyrikken betegnede som nævnt en nyfortolkning af nogle poetiske grunddyder. Fordi alt dette skete både pludseligt og samtidigt og hurtigt kom til at udgøre et fælles miljø præget af en tydelig tidsånd, blev vi, ligesom 68erne, hvad jeg vil kalde en generation i kulturhistorisk forstand, hvad der ikke nødvendigvis bliver tilfældet for ethvert nyt hold, heller ikke selvom dens medlemmer er nok så talentfulde og virkelig har noget nyt og værdifuldt at bidrage med. Efter min, meget eksponerede, generation debuterede mange fantastisk gode og vigtige forfattere, men mens vi slog igennem i mediebilledet fra den ene dag til den anden, måtte den nye generation alt for længe stå i skyggen af firserdigterne, fordi de ikke var så lette at aflæse og referere til i diskussionerne, som vi. Ulempen for de unge var, at hver enkelt forfatter måtte kæmpe meget længere for at bryde igennem, men deres fordel var til gengæld, at når de så først var brudt igennem, ja, så blev de også læst som særskilte forfattere med hver deres individuelle litterære kvaliteter og projekter og ikke som udtryk for et kulturhistorisk fænomen. Jeg tror ikke, at – hvem skal vi nævne? – f.eks. Morten Søkilde eller Jokum Rohde bliver opfattet som hørende til en bestemt tid og et særligt kulturelt miljø, men uden at klage over det må jeg nøgternt konstatere at om jeg så skulle blive 100 år gammel, vil jeg stadig blive set som firserdigter. Når man på denne måde har været en del af en vigtig tid, er der for mig at se to forkerte måder at forholde sig til sin fortid på. Den ene er at klamre sig til den, anse sin egen ungdom for historiens kulmination og opfatte eftertiden som én lang forfaldshistorie: Vi skrev digtene, spillede musikken og tænkte tankerne på den helt rigtige måde, og siden da er det bare gået tilbage. Så kan man jo bruge resten af sit liv på at rejse rundt i sit konfirmationstøj og være kustode for firserne. Men når den hotte nutid er blevet en allerede lidt kikset fortid, og når nye kunstnere kommer i centrum og sætter en ny dagsorden, opstår der en anden fare, nemlig at man bliver bange for sin egen skygge og ikke vil stå ved fortiden. Så begynder de at komme - alle historierne om, at man allerede dengang var meget kritisk overfor centrale tendenser i tiden, at man slet ikke følte sig tilpas i sin samtid og i de miljøer, man færdedes i, at ens arbejde i virkelighed ligger meget mere på linje med de unge kunstnere, som man jo nærmest er en slags forløber for o.s.v. Jeg mener, at man bør fastholde et slags dobbeltblik: På denne side stå ved sin fortid, på den anden side ikke hænge fast i den. Det var slet ikke tilfældigt, at de tanker og den æstetik, der ligger bag firserkunsten, sagde – og fortsat siger - netop mig meget, men det er samtidig sådan, at jeg jo siden min debutbog City Slang har skrevet 11 bøger, som i hvert fald fra og med Nye digte fra 1987 nok i mindst lige så høj grad er mit eget projekt, som det er et udtryk for en firsertidsånd.”

Fra mail-interview i maj-juni 2012 med www.dansklitteraturnu.blogspot.dk