- I dine lidt ældre digte kan man finde en del øjebliksbilleder, forsøg på at fange og fastgøre nuet. Rystet Spejl er mere præget af forsøg på at fastfryse fortiden og erindringen om fortiden er tydelig at spore. Har du selv gjort dig tanker om hvorfor denne udvikling har fundet sted?

”Poul Borums nedkogning af poesien til de fire ord ’Jeg.Er.Her.Nu’ passer jo eminent godt på de digte, man skriver som ung, hvor den intense tilstedeværelse i øjeblikket er maksimal: Hvis noget er gået én imod, er man utrøstelig og tror aldrig, at det bliver godt igen, har man det derimod godt, er man ikke til at skyde igennem og mener, at fra nu af kan intet gå galt. Den form for absolut væren-ét med sine følelser bliver jo relativeret med alderen, hvor man nok kan være glad, men samtidig har bevidstheden om, at en ven er alvorligt syg, og nok kan være virkelig bekymret, men på samme tid ud af øjenkrogen fryder sig over noget så banalt som, at en potteplante har fået et nyt skud. Og på samme måde er man som lidt ældre ikke kun ét sted ad gangen: Ens bevidsthed rummer både erindringer om fortiden og tanker om det kommende. Hvad der vel at mærke ikke er ensbetydende med, at man ikke også er nærværende og tilstede nu-og-her: Man erindrer fortiden og aner fremtiden, men begge dele gør man jo netop nu og her - alle tre niveauer opleves faktisk simultant. Men heller ikke som ung opleves der trods alt et absolut og entydigt nærvær – selv de mest ekstatiske digte er jo skrevet i en bevidsthed, som nok er revet med, men samtidig står lidt ved siden af sig selv og betragter ekstasen og sætter den sprogligt i scene. Og selv et virkeligt ungdomsdigt som ’Levende’, der jo om noget handler om nærvær, taler om erindring: ’kan huske lugten/ i hans lejlighed/ blæsten på stationen ved havnen/ jeg er levende/ finder gamle digte/ breve erindringer/ 10 år 8 år 7 år 1 år...’. Og nu vi er nede på de 1 år, så står der i Rystet spejl, at ’Også småbørn drømmer om deres fortid/ som er stor og dunkel/ og fuld af dufte og utydelige skikkelser…’”.