PUNKTIDEN OG DE TIDLIGE 80'ERE

Det følgende er ikke et essay, men replikker fra Jan Poulsens interview til hans bog Something Rotten! – punk i Danmark (2010).

Borums forfatteraftner

Mens jeg i 1976 gik i 2.g på Det Fri Gymnasium sendte jeg seks små digte til Hvedekorn, som blev antaget og trykt i nr.1, 1977. Et stykke tid efter fik jeg så et brev fra redaktøren, Poul Borum, som inviterede til et seminar for Hvedekorn-debutanter født efter 1949. Der mødtes vi så en gang om måneden i Borums fascinerende lejlighed i Havnegade, hvor alle vægge var dækket af bøger i to lag og man allerede følte sig som en del af parnasset, fordi man havde sin gang dette magiske sted, hvor spændvidden var enorm, så sandt som der både stod klassisk poesi i reolerne og lød Velvet Underground fra højtalerne.Der var tale om en slags Forfatterskolen i fosterstilling, ligesom Borum i sin tid på Holbæk Kunsthøjskole havde holdt lignende sessions med generationen før vores - Ib Michael, Sten Kaalø og Per Aage Brandt. Hver måned blev der på forhånd sendt et udvalg af tre af de medvirkende unge poeter rundt, så teksterne kunne diskuteres på det kommende møde.

Borum, som på dette tidspunkt stadig havde sit hippielook, præsiderede for bordenden, men blev hver gang suppleret af andre etablerede digtere, f.eks. Asger Schnack og Marianne Larsen, der var indkaldt som gæstelærere.

Med en tidstypisk formulering kritiserede Hans-Jørgen Nielsen mine digte, fordi de ”ikke var forankrede i et socialt rum”, men Per Aage Brandt syntes, at de var ”hieroglyffer skrevet af en egyptisk prinsesse”, og så var jeg glad igen.

Henrik S. Holck var en ganske ung, sart og uskyldig fyr, der tilsyneladende havde levet et meget beskyttet liv på det borgerlige Frederiksberg. Jeg skal aldrig glemme, hvordan han en af aftnerne hos Borum sad i sin fine skjorte med charmeklud i halsåbningen og med dirrende teenagestemme læste sit utroligt smukke ”alting er helt stille / lyset er stille / du og jeg er helt stille”-digt. Efter oplæsningen sad hele forsamlingen i tavs bevægelse, indtil F.P.Jac med grov Hvidovrerøst udbrød: ”Det er sådan et digt, jeg godt kunne tænke mig at bolle med”.

Det havde virkelig stor betydning for mig at komme i Havnegade. Frem for alt mødte jeg jo digterne fra min egen generation, mens vi alle sammen var helt grønne, og på den måde blev der knyttet nogle kontakter, som blev kimen til et litterært firsermiljø, hvor vi kunne invitere hinanden til oplæsninger og som bidragydere til antologier og tidsskrifter o.s.v. Men det var jo også meget vigtigt, at nogle af de lidt ældre, professionelle digtere fik øje på det, man skrev, og måske kunne hjælpe én videre i verden. Det er de færreste etablerede forfattere, som har tid og overskud til at rigtig at interessere sig for helt unge nærmest præ-debutanter, så derfor var det selvfølgelig en gave, at folk som især Borum, men også Asger Schnack, som også havde et liv i forlagsverdenen, tog os alvorligt. Bagsiden er så selvfølgelig, at den slags skikkelser kommer til at fylde kolossalt i det nye opkomlingemiljø.

Tidsånd

Mødet med de andre digterspirer sagde mig noget vigtigt om, hvad tidsånd er. For vi sad jo hver især helt alene i Hvidovre, på Frederiksberg og for mit vedkommende på et klubværelse i Købmagergade og læste Ole Sarvig og Georg Trakl, mens vi hørte David Bowie og Lou Reed og hver eneste af os troede, at det kun var ham eller hende, der havde lige de helte, eftersom den litteratur og musik, som interesserede medierne, var en helt anden. De musikalske ting var jeg kommet på sporet af via Knud Odde, som jeg kendte helt tilbage fra vores fælles teenagetid i Havnelev Ungdomsklub på Stevns, men poesien havde jeg selv fundet frem, og da jeg så mødte mine generationsfæller, ja, så opdagede jeg, at de havde samme kombination af interesser. Tidsånd er noget meget ulegemeligt, men også meget stærkt, nærmest som et spøgelse, for når en række unge mennesker helt uafhængigt af hinanden pludselig retter blikket mod en musik og en litteratur, som i øvrigt ikke er eksponeret i mediebilledet, så er de jo netop ikke lemmingeagtige ”followers of fashion”, men helt reelt i færd med at formulere noget nyt, som trænger sig på. Det er nok en erfaring, som alle generationer har gjort, for mon ikke de senere blomsterbørn, før der overhovedet var noget som hed hippier, sad i hver sit hjørne og læste William Blake og Kurt Vonnegut, mens de hørte bluesmusik?

Selvfølgelig var der nogen, man svingede bedre sammen med end andre, men jeg synes absolut, der var en følelse af, at noget bandt os sammen. I negativ forstand var vi fælles om en utilfredshed med det generelle kulturelle klima, som var præget af 70ernes venstrefløjskultur, hvor det æstetiske var reduceret til stik-i-rend dreng for en politisk ridefoged. Men positivt – og på hver vores måde – tror jeg, at vi ønskede nogle klassiske dyder tilbage i poesien: Det visionært billedskabende, det musikalske, en sans for skønheden og alvoren, som længe havde været ude i kulden.

Særligt forelsket var jeg i Television med den vidunderlige guitarduo Verlaine & Lloyd, og jeg gik til koncerter med David Bowie, Lou Reed, Iggy Pop, Sex Pistols - og Patti Smith, som til koncert i Daddy’s Dance Hall bar en badge med ordene ”City Slang”, som jeg så stjal til titel på min debutbog (se under Bøger/ City Slang/ Om forsiden). Men for mig var punkmusikken kun en enkelt komponent i et meget større billede, så selvom jeg var kronraget og gik i læderjakke og sorte støvler,

opfattede jeg ikke mig selv som punker, men som noget i retning af en postmoderne hipster, der foruden at gå til punkkoncerter også sad på mit klubværelse og skrev symbolistisk poesi og læste Situationistisk Internationale og gik på universitetet og interesserede sig for tekstanalyse, klassisk psykoanalyse og Heinz Kohuts narcissismeteori, som min lærer fra litteraturvidenskab, Elo Nielsen, havde introduceret mig til. Jo, punken var meget vigtig for mig, men jeg havde slet ikke hele min identitet hængt op på dén, selvom det selvfølgelig var virkelig stort for mig, at Sort Sol satte musik til et af mine digte i det smukke nummer Marble Station (se og lyt ’Musik’ her på hjemmesiden).

Lars HUGs City Slang

En dag, mens jeg boede på klubværelserne i Købmagergade, fik jeg et brev fra Lars Hug, hvor han fortalte, at han gerne ville bruge nogle af digtene fra City Slang til sin første soloplade. Han havde vedlagt et kassettebånd med nogle tidlige stadier af projektet. Og jeg kunne lide dét, jeg hørte.

Jeg havde aldrig mødt Lars personligt, men jeg kendte det fornemme arbejde, han havde lavet med Kliché, som jeg også havde hørt live i Huset, en koncert der gjorde stort indtryk på mig. Så det var meget spændende og ærefuldt for mig, at han ville bruge mine digte, og selvfølgelig sagde jeg straks ja. Og så sagde han til mig, at ”du skal ikke med i studiet og stå og kigge mig over skulderen. Du skal slet ikke have et ord med om, hvordan det her skal laves”. ”Nej”, sagde jeg, ”men til gengæld kræver jeg, at mine digte skal trykkes på inderposen af pladen, så man kan se hvordan de ser ud som digte. Så må du gøre med dem, hvad du vil”. Og sådan blev aftalen.

Jeg blev meget glad for resultatet, og hele City Slang-processen lærte mig noget meget vigtig, nemlig at man kun skal arbejde sammen to kunstnere, hvis man 100 procent respekterer hinanden. Hvis man overhovedet får den tanke, at man hellere lige må kigge den anden lidt over skulderen for at se, om det nu også er godt nok, det han laver, skal man slet gå ind i et samarbejde. Og det princip har jeg fulgt lige siden, f.eks. i mine samarbejder med Jørgen Leth, Ib Spang Olsen, Frederik Stjernfelt og Jokum Rohde. Altså til alle, jeg arbejder sammen med, siger jeg: ”Jeg kender og respekterer dit talent og blander mig ikke i din del af arbejdet: Du laver dit, og jeg laver mit. Om dét, vi nu skal lave sammen, bliver godt, er der ingen som ved. Men hvis det mislykkes, kan vi sagtens leve med dét, for udgangspunktet har i hvert fald været entusiastisk.” City Slang-pladen fik enorm betydning for mig, og når jeg er ude og læse op, møder jeg gang på gang læsere, som har dén med som en vigtig del af bagagen fra deres ungdom.

Og de bliver tit forbløffede over at høre, hvor stor en forskel der er på mit og Lars’ foredrag af de samme digte. Men pointen var netop, at Lars ikke skulle imitere mine fraseringer, men bruge digtene i hans egen suverænt personlige tolkning. Og jeg synes, at pladen holder hele vejen igennem, for som al ægte kunst har den dobbeltheden af både at inkarnere sin tid og samtidig række ud over den. Lars Hugs City Slang er virkelig indbegrebet af firsertidsånd, og samtidig kan den høres af min nevø, som først blev født næsten ti år efter, at pladen udkom.

Lars turnerede med City Slang under navnet Lars Autoophug, fordi et bilvrag blev hugget op under koncerterne, der i tidens ånd var dystert iscenesatte med grelle røg- og lyseffekter og måske kunne minde lidt om en Lars von Trier-film. Især husker jeg koncerten i Saltlageret som meget overvældende (se klip fra Torben Skjødt Jensens dokumentarfilm City Slang Redux under ’Levende billeder’).

Det Blå Rum

Firsergenerationen minder om 68erne på dén måde, at bruddet med den tidligere generation sker hele vejen ned gennem kulturen og nærmest overnight. Og det er for mig at se også forudsætningen for, at der kan opstå en generation i historiefilosofisk forstand. For firsernes vedkommende sker dét brud i poesien, jeg allerede har været inde på, men samtidig finder eleverne på Kunstakademiet - inspireret at den italienske transavantgarde og af Heftige Malerei i Tyskland – penslerne frem igen, efter at maleriet i en meget lang periode har været no go zone. På musikkens område kommer punken som en slags rockfundamentalistisk reaktion mod de manierede supergrupper, der i kølvandet på tressernes hippiemusik havde perfektioneret alting til kedsommelighed. Med Billedstofteater, der senere bliver til Hotel Pro Forma (se under ’Levende billeder’ her på hjemmesiden), erstattes det debatterende teater af store stemningsfulde og mangetydige tableauer, og på universiteterne gjorde man op med marxismen, og vendte i stedet blikket mod semiotikken og de franske filosoffer. Crash sagde det, nærmest fra den ene dag til den anden. Pludselig var der opstået et særdeles vitalt miljø, som jeg har kaldt Det Blå Rum, hvor folk myldrede ud og ind mellem hinanden til ferniseringer, digtoplæsninger, koncerter og forelæsninger. Men allermest centralt stod koncerterne med The Sods (senere: Sort sol), som blev et virkeligt prisme, der samlede hele miljøet, ikke kun punkerne, men også malerne, digterne og universitetsfolkene.

Nå 80!! og Platform

Sammen med Michael Strunge, Jens Fink-Jensen (som jeg havde gået i klasse med på Store Heddinge skole), Lilian Pollack og Rumle Hammerich havde Synne Rifbjerg og Linda Wendell

arrangeret Nå80!!-festivalen, og på den måde blev Gyldendal opmærksom på den dynamiske duo, som de bad redigere en antologi med bidrag fra denne nye ungdomsundergrund. Allerede i 1978 havde Borgens Forlag jo udgivet Strunge, Holck og Jac, og jeg tror, at Gyldendal måske følte sig lidt hægtet af en udvikling, der pludselig gik stærkt, og antologien kunne så fungere som et net til indfangning af de resterende neonfisk i akvariet. Antologien kom til at hedde Platform, og foruden Synne og Linda kom redaktionsgruppen til at bestå af Knud Odde og mig. Knud og jeg havde en idé om at lave et tidsskrift, der skulle hedde Leaving the 20th Century, en titel vi havde fra en amerikansk

antologi af situationistiske tekster. Vi ville samle penge ind til tidsskriftet ved en koncert i Huset, hvor Sods skulle spille sammen med Farvel Søndag, som var dén her poesi- og musikgruppe, jeg havde sammen Thorsten S. Høeg, Cæcilia Glode, Pernille Tønnesen og en fyr, der hed Erik Neja. Arrangementet blev omtalt i Politiken, og på dén måde fik Synne og Linda øje på Knud og mig og mødtes med os om Platform i min lejlighed i Gothersgade 151, som forresten var det perfekt storbyromantiske sted at sidde og skrive City Slang, eftersom vi taler om intet mindre end en kælderlejlighed i baggården. Det væltede ind med folk til støttearrangementet, men tidsskriftet blev aldrig til noget, så i den rette undergrundsånd blev det indsamlede beløb givet videre til Peter Laugesens tidsskrift Tam-Tam.

Så gik vi fire ellers i gang med at sammenstykke Platform-antologien ved at invitere alt, hvad vi kendte af jævnaldrende digtere og malere og selvudnævnte kunsterne med blåt hår i det spirende firsermiljø. En dag kom der et brev fra en af de inviterede billedkunstnere, Lilian Pollack, som vredt gjorde os opmærksomme på, at vi helt havde overset hele den del af vores generation af billedkunstnere, som gik på Kunstakademiet. Dem indbød vi så straks, hvad der skulle vise sig at give anledning til en kæmpekonflikt. I stedet for at aflevere hver sit bidrag, krævede akademieleverne nemlig, at stakken med deres billeder og tekster skulle betragtes som ét fælles bidrag, der skulle antages samlet eller slet ikke. Det gjorde mig vred, for dét ultimatum betød jo reelt, at redaktionen ikke måtte redigere, og det gjorde mig så meget des mere vred, som jeg bestemt ikke brød mig om ét par af bidragene, dels nogle meget voldsomme og ubehagelige billeder af muterede kønsorganer, dels et billede af Claus Carstensen, der sad og spillede pik foran videoen. Dette fælles bidrag var så ledsaget af et manifest om hele Platform-projektet,

og husker jeg ikke meget galt handlede det om, ”at nu vil et mahogniforlag som Gyldendal skumme fløden fra undergrunden”, eller noget i den retning. Både den dér institutionskritik og hele ideén med at aflevere et kollektiv bidrag var jo reminicenser fra 70ernes crossover mellem æstetik og venstrefløjsretorik. Men akademielevernes hellige surmuleri over at havne i noget så borgerligt som en Gyldendal-antologi var ikke helt renfærdigt, for hvis de virkelig havde været så cool undergrund, at de var helt kolde i røven overfor officiel anerkendelse, ja, så havde de selvfølgelig bare sagt nej til at deltage og udelukkende udstillet på deres egne præmisser i et kældergalleri på Nørrebro. Men sådan er det aldrig: Man vil gerne høste fordelene ved at være med, og samtidig vil man også lige signalere, at man faktisk er for fin til det. Ikke at jeg selv var højt hævet over dén ambivalens, slet ikke, men at jeg på mit livs første lillebitte redaktionsopgave oplevede at blive adresseret som intet mindre end Magten, gav mig måske nok ret tidligt et blik for de selviscenesættelser og selvmodsigelser i modkulturen, som Frederik Stjernfelt og jeg 25 år senere har skrevet om i Kritik af den negative opbyggelighed. Altså kom det til et kæmpe telefonskænderi mellem mig og akademifolkenes kontaktperson, Nina Sten-Knudsen, men dét skænderi førte paradoksalt nok meget godt med sig. Nemlig at eleverne inviterede mig ned på Frederiksholm Kanal, hvor de gik hos professor Hein Heinsen, som de havde valgt, for på trods af at de ville male, og at hans skole var for billedhuggere, var Hein en umådeligt velorienteret og inspirerende person, der kunne fungere som katalysator for alle de nye ting, der skete. På den måde kom jeg som digter med i gruppen omkring Kniven på hovedet, og via vores skænderi lærte jeg Nina Sten-Knudsen at kende, hvad der foruden et livslangt venskab med mange samtaler om kunst og politik straks førte til fagligt samarbejde: Forsidebilledet på City Slang er lavet af Nina, ligesom hun og en anden af malerne, Berit Jensen, stod for fotografiet af mig som tarotkortet ”Den hængte mand” til omslaget på min næste bog Ukendt under den samme måne (se under ’Bøger/ Ukendt under den samme måne/ Om forsiden’). Og senere lavede Nina også en serie prægtige gouacher til min og Jørgen Mejers oversættelse af Sofokles Kong Ødipus. Men sjovt nok fik jeg også det bedste forhold til den anden maler, jeg havde set mig gal på, nemlig Claus Carstensen. Konflikten omkring hans billeder til Platform var jo nok en tidlig udgave af vores forskellige positioner i forhold til hele spørgsmålet om avantgarde og avantgardisme, men jeg har altid haft den største respekt for ham både som kunster og som ræsonnør: Når Claus kommer ind i et rum sker der straks noget, så er diskussionen allerede i gang. Hans kompositioner er suveræne, og selvom han sikkert vil hade mig for at sige det, så kan hans malerier bare være så skønne, uanset hvor meget han så selv har pisset på dem.

Kniven på hovedet

Billedkunstnerne blev kaldt ”De unge vilde” og manifesterede sig som gruppe i 1982 med udstillingen Kniven på hovedet, der viste nogle voldsomt dynamiske billeder, der så ud som om de var malet meget hurtigt op og med en enorm energi og livskraft. Og på trods af, at det hele skulle legitimeres i teorien om det postmoderne, var det jo også et overbevisende udtryk for, hvor herligt det er at svinge penslen, simpelthen. Når noget har været ude i kulden i lang tid, og så pludselig dukker op med fornyet kraft, ja, så er det som om verden begynder helt forfra. Og det gør den også. For hver gang unge mennesker laver ny kunst, begynder verden jo forfra.

I kataloget til Kniven på hovedet er der digte fra min samling Ukendt under den samme måne, blandt andet det her urinsex-digt, der hedder ’Sol Opgang’. Det passede vist i virkeligheden meget godt med Claus’ temperament, fordi det har nogle links tilbage til overskridelsesfetichismen i 60er- og 70er-kunsten. Og det gik jo også så lykkeligt, som det overhovedet kunne, fordi et konservativt byrådsmedlem fra Gentofte Kommune, som støttede Tranegården økonomisk, på grund af det digt krævede udstillingen lukket. Forgæves, men alene kravet var guld værd i hele den banale forestilling om, at den virkelige kunst provokerer borgerskabet.

Billedkunstnerne fra min generation havde jo hele tiden haft lyst til at male, og pludselig gjorde de det bare, digterne turde nærme sig eksistentielle temaer og hengive sig til suset i klange og billeder, musikerne begyndte at larme løs på guitarerne, selvom de slet ikke havde skolingen. Og så kunne man stå ude på Tranegården og høre de ældre sige: ”Det har vi alt sammen set før - det er jo bare ekspressionismen om igen”. Ligesom man sagde, at punken blot var MC5 og The Stooges én gang til, og at digterne bare genskrev Heretica og 1890er-symbolismen. Men jo ældre man bliver, desto skrappere bliver man til at se ligheder, og jo dårligere bliver man til at se forskelle. For selvfølgelig har en ny kunst altid forbindelser bagud til traditionen, men hvad det drejer sig om er jo at få øje på forskellen. Det er let nok at se det gamle i det nye, det vigtige er at se det nye i dét, der ligner det gamle.

Litteraturvidenskab

Jeg var glad for at studere litteraturvidenskab, hvor jeg fik masser af intellektuelle vitaminer, som jeg har haft glæde af hele livet. Men ligesom jeg ikke havde hele min identitet hængt op på musikmiljøet, blev den heller ikke deponeret 100 procent på Institut for Litteraturvidenskab. For da jeg begyndte at studere i 1977, var mine første digte allerede blevet trykt i Hvedekorn, så jeg havde allerede så småt en parallelidentitet dér. Derfor var stedets marxistiske ånd også en langt større plage for de af mine medstuderende, der ønskede sig en fremtid som forskere, mens jeg jo bare kunne tage de dele af undervisningen, jeg fandt inspirerende, og så gå til lyrikoplæsning og punkkoncert for resten af pengene. Udenfor institutionens rammer samlede der sig en slags opposition omkring semiotikmiljøets primus motor, Per Aage Brandt, som også spillede en stor rolle for malerne og senere på Forfatterskolen. Selvom et par af mine digte, der ikke kom med i City Slang, blev trykt i tidsskriftet ”Semiotik”, befandt jeg mig også her i udkanten, men husker da et møde hjemme hos Georg Warming og et psykosemiotik-seminar på Rigshospitalet.

Undergrundsmiljøer

Det kondemneringsmodne hus, hvor 13 AB-arrangementet foregik, havde den her tidstypiske udstråling af ’forladt industri’, som ramte 80er-æstetikken helt rent. Men dele af den rigtig hårde punkundergrund følte sig for fin til NÅ!!80 i Huset. Måske kunne man sige, at der allerede lå et symbolsk skisma i valget af Huset til at markere den nye generation, eftersom stedet jo om noget var 60er-generationens sted. Men ikke nok med det, så syntes disse små snobbede undergrundsfinker heller ikke, at Synne Rifbjerg og Linda Wendel var subkulturelle nok, for de var alt for pæne piger, med alt for meget initiativ og overskud, og så var de frem for alt et par rigtige grinebidere, hvad der jo ikke var i høj kurs i disse mopsede år, hvor depression var højeste mode. Kort sagt – de havde en forkert udstråling, og allerede dengang syntes jeg, at den slags identitetspolitik var dødssyg, og selv havde jeg ikke noget problem med at skrive mine alvorlige digte og samtidig holde festfanen højt sammen med Synne og Linda, tværtimod var venskabet med dem en skøn gave og en enorm befrielse. Det er utroligt, at folks identitet var så fandens dyrebar, at man ikke kunne arbejde sammen med spændende, begavede og sjove folk, der var lidt anderledes end en selv. Meget teenageagtigt. Og hvor har jeg dog set det samme igen og igen i stadig nye generationer og kunstnermiljøer, desværre. Ja, jo mere ’miljø’, jo flere teenagere i alle aldre, vær sikker på dét.

Men det var jo alt sammen identitetspolitik og havde intet at gøre med den musik eller med de digte og billeder at gøre som blev vist på NÅ!!80. Men hvis ens højhellige, indremissionske undergrundsidentitet virkelig var så vigtig, kunne man jo bare sige nej til at medvirke, og hele ambivalensen havde et præg af hykleri, fordi man på den ene side gerne ville være med, men samtidig også lige ville pisse på de folk, der havde givet en muligheden for at deltage.

Intet er så vitalt og tiltrækkende som nye kunstneriske miljøer, men man skal huske, at et tæt socialt miljø jo i meget høj grad lever af at definere sig i forhold til dem, man beslutter ikke hører med. Det fik også Michael Strunge at føle. Han så i høj grad sig selv som en punk og bejlede til miljøet, som afviste ham - officielt fordi han var for anerkendt af institutionen og for eksponeret i mainstream-medierne, men mon ikke der har været en anelse misundelse med i spillet?

Rækkevidde og levetid

Selvom 68- og 78-generationen, som firserfolkene kan kaldes, minder om hinanden på den måde, at begge betegnede et pludseligt brud hele vejen ned gennem kunsten og bevidsthedslivet, så er der en meget vigtig forskel. Nemlig at hele firseræstetikken forblev indenfor nogle meget afgrænsede miljøer, mens 68 gennemtrængte hver en krog af samfundet og nåede ud i landets yderste hjørner. Vist blev der udgivet et fotokopieret punktidsskrift i Vejle, og der var sikkert også et bestemt sted i Aalborg og i Odense, hvor en lille flok med grønt hår hang ud, men det dominerede slet ikke billedet på samme måde som ungdomsoprøret, hvor selv handelsskoleeleverne fra den ene dag til den anden var langhårede, gik med ørkenstøvler og hørte syrerock, eller i det mindste Gasolin.

Der er selvfølgelig en levetid for ethvert miljø. Af mange grunde, men én af dem er, at tingene bliver formuleret til ende, og for mit vedkommende var Mit lys brænder - eller ”Mit livs brandert”, som malerne kaldte den - en del af den formulering. Herefter begyndte noget nyt, og derfor skulle der skiftes gear. Den stærke fælles identitet og sammenhæng, der havde været i miljøet, opløstes lige så langsomt, og folk begyndte at gå i forskellige retninger med hvert sit projekt. Og det er kun sundt, at det er sådan. Dén musik, billedkunst, digtning og tænkning, vi kunne bidrage med som generation, var stort set leveret. Nu måtte vi se, hvad vi hver især havde at byde på som individuelle kunstnere.

Seksualiteten

Jeg er næppe den eneste fyr, som Kate Svanholm, sangerinden fra Lost Kids, gjorde voldsomt indtryk på. Hele hendes sceneoptræden og påklædning var seksuelt provokerende, hun var en slags levendegjort pornofantasi, som man slet ikke troede fandtes i virkeligheden. I dag ville attituden sikkert bare virke banal blandt alle de andre aggressive babes, og at kvinden kan være sexobjekt udelukker jo i vore dage heller ikke, at hun samtidig er suverænt subjekt for sit eget liv, heldigvis. Men man skal huske, at Kate Svanholm sprang frem som trold af en æske i en tid, der meget længe havde været præget af en kønspolitik, der dæmoniserede mænd og anså det for en skændsel, at en kvinde overhovedet kunne finde på bevidst at iscenesætte sig som objekt for den mandlige seksualitet. Og samtidig var den streg, hun satte under sin kvindelighed, også et brud med hele den øvrige punkscenes androgynitet. Denne androgynitet, tror jeg, betød to ting: Dels en tvekønnethed, hvor en kønsidentitet, der ikke nødvendigvis var skarpt defineret kunne udfolde sig, og dels en decideret kønsløshed. Og jeg mener, at intetkønnetheden var en meget vigtig del af punken som ungdomskultur, fordi vægringen ved at tage sit køn på sig samtidig var en protest imod i det hele taget at blive voksen. Men! For mig var det en befriende oplevelse at se Kate Svanholm trykke den af på scenen, så tak til dig Kate, hvor end du er i vore dage.

Déjà vu

For et par år siden sad jeg på værtshuset ”Runddelen” ude på Nørrebros Runddel, da en flok autonome fra ungdomshuset på Jagtvej 69 slog sig ned ved nabobordet. Ved at kigge på dem og lytte til deres samtale fik jeg et déjà vu både til punktiden og og endnu længere tilbage, til flipperkulturen. For pludselig fik jeg den fornemmelse, at jeg kunne forudsige de enkeltes skæbne: Den fyr ved hjørnebordet dér, han vil om to år bo på gaden og være uhjælpelig narkoman, mens pigen, han sidder og taler med vil studerede fransk og gymnastik. Og så videre; den ene efter den anden. Det fantastisk opløftende ved ungdomskulturer er jo, at her mødes – for en tid – unge fra alle sociale lag i en kortvarig udveksling og ligeværdighed. Men før eller senere slår hver enkelts sociale baggrund igennem. Og desværre er det min erfaring, at dem, der lidt for længe bliver hængende i miljøet og senere måske helt går til bunds, primært kommer fra ufaglærte og i det hele taget socialt svage familier. Mens middelklassebørnene - som jeg selv - er en slags gennemrejsende, som i løbet af et par ungdomsår henter oplevelser og inspiration for livet i subkulturen og så fortsætter til den tilværelse på samfundets solside, som de hele tiden har været bestemt for. Lad det blot være en nøgtern konstatering: Det er alt for let, at idealisere de socialt udsatte unge som ”de egentlige” eller ”oprindelige” punks og så moralisere over de unge fra middelklasen som pariaer på den virkelige subkultur. For i mine øjne er det netop mødet mellem de forskellige socialgrupper som for en tid skaber noget enestående i ungdomskulturens melting pot.

Exit

Jeg må indrømme, at det ikke er så tit, at jeg i vore dage hører musikken fra dengang. En gang imellem piller jeg en hel aften ud til at høre en lang stribe Bowie-numre i træk. En endnu sjældnere gang lidt Lou Reed, Iggy Pop og Patti Smith. Mærkeligt nok synes jeg, at det band, der inkarnerer mest firserånd, næsten er Blondie, som jeg ikke regnede for så meget dengang. Hver gang jeg er i New York og gerne lige vil fornemme suset fra dengang, går jeg rundt i gaderne med hovedtelefoner på og hører Blondies første lp og føler mig for en stund som i en firserdrøm. Men når musikken er hørt op, og jeg lægger mig på sengen tilbage i a little hotel older than Hell, er jeg pludselig et par og halvtreds år gammel, og det er mere end tredieve år siden, at det var 1980.

*

Læs også essayet ”Farvel til det blå rum” i En dans på gloser samt her på hjemmesiden ’Søren Ulrik Thomsen: Om TV-udsendelsen Bazar’ fra Martin Kongstad og Henrik Vesterbergs bog Dengang i 80’erne.

DIVERSE

SØREN ULRIK THOMSEN OM

Nørreport Jokum Rhodes univers Taxichauffører i USA Kønsbehåring Værtshuse Taknemmelighed Ib Spang Olsen Kristendommen Nikotin Kunststøtte Inger Christensen Per Højholts humor Ole Sarvig 70ernes tarvelighed Film fra 70erne Niels Thomsen At køre motorcykel Lukningen af Nørrebrogade Om tv-udsendelsen “Bazar” Arvesynden Høflighed Erik Stinus Modernitet og kristendom Edgar Allan Poes fortællinger Eksorcisten Læsning Ord Mening og betydning Hilsner Jørgen Leth Den uforskyldte nåde Kyrie og gloria On the Road Jazz & Poetry At være digter Avantgarde og avantgardisme Alkohol og kunst Arbejdet med Rystet spejl Noter til digte Anmeldelser Generationer Forholdet mellem liv og værk Hvad der rører sig Nuet og erindringen Hvad der arbejdes på nu Videnskab og kunst Samarbejde med andre kunstnere Demokrati versus småligt føleri Klaus Lynggaard som erindringskunstner Forskellen på arbejdet med essays og lyrik